
To mænd fra Amager er ved Retten i Holbæk blevet idømt henholdsvis 14 og seks års fængsel for deres roller i en større sag om indsmugling af amfetamin og ecstasy til Danmark. Sagen er blevet efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Retten fandt det bevist, at den 44-årige var i besiddelse af 68 kg amfetamin og 5,4 kg ecstasy, mens den 47-årige blev dømt for besiddelse af 12 kg amfetamin og 5,4 kg ecstasy.
En 40-årig medgerningsmand tilstod sin rolle i sagen i november sidste år og blev idømt 10 års fængsel.
Smugling og opbevaring af narkotika
Den 40-årige modtog narkotikaen på en parkeringsplads i Ringsted, hvorefter han transporterede den til Tårnby Torv, hvor han mødtes med den 47-årige.
Herefter blev narkotikaen fragtet videre til Svallerup Kirke ved Kalundborg, hvor den 44-årige kom ind i billedet. Størstedelen af stofferne blev opbevaret i køle/fryseskabe på en landejendom syd for Kalundborg, mens en mindre mængde blev anbragt i en bil.
Senere samme aften blev bilen med de to gerningsmænd standset af Midt- og Vestsjællands Politi på Kalundborgmotorvejen.
Del af større netværk
Sagen hænger sammen med NSK’s efterforskning af et større dansk amfetaminnetværk. Fire mænd er blevet sigtet for at have arrangeret indsmugling og distribution af i alt 277 kg amfetamin og 10 kg ketamin.
Anklager i NSK, Joachim Suder, udtaler:
»Efterforskningen mod netværket bag amfetaminindsmuglingen har betydet, at politiet har kunnet anholde to mænd på fersk gerning, heriblandt den ene af de to mænd der i dag er blevet dømt. Jeg er godt tilfreds med, at retten har vurderet, at strafudmålingen – for så vidt angår den 44-årige – er blevet udmålt til en højere fængselsstraf, end den 40-årige medgerningsmand fik efter sin tilståelse af at have besiddet den samme mængde narkotika.«
Den 44-årige har anket dommen til frifindelse, mens den 47-årige har udbedt sig betænkningstid.