Af Freja Bundvad
I år er Amager Revyen vokset ud af den lille scene på Teater Play og i stedet rykket ind i den store sal i Amager Selskabslokaler på Markmandsgade. Her er der bygget en scene og stillet langborde op, og man kan købe sig til en buffet – den såkaldte revymenu – inden forestillingen går i gang.
Med frit stolevalg og flaskeøl på bordene er der en stemning, som ligger et sted mellem forsamlingshus og folkekøkken. Da hyggesnakken breder sig, viser Amager sig fra sin mest charmerende side: som en landsby midt i storbyen.
Men selvom langbordene skaber en god stemning, gør de ikke noget godt for udsynet. Mange publikummer må dreje sig i stolen for at kunne se scenen – og samtidig forsøge at undgå at stirre deres sidemand lige i nakken.
Forestillingens åbningsnummer »Lad os håbe så højt vi kan« slår tonen an. Skuespillerne er er hoppet i grønt, for nu skal der håbes.
Publikum bliver også introduceret for de fem medvirkende. De tre kvinder – Mille Berg, Frida Sigurth og Dorte Munksgaard – er tilbagevendende kræfter i Amager Revyen, mens Simon Nøiers og Anders Aamodt er nye ansigter.
Amagers revydronning
I »Det amagerkanske præsidentvalg« jongleres der med Amager-ordspil og overvejelser om, hvorvidt man bør lave en parodi på Donald Trump. Anders Aamodt tager opgaven på sig, komplet med cowboyhat og gyngehest. Parodien sidder ikke lige i skabet, men sangstemmen fejler ikke noget.
»Stuegang« er en veludført satire over velfærdsteknologiens indtog. På Nordic CPH Privathospital står robotterne for alt – og systemfejlene medfører, at man risikerer at få fjernet galdeblæren, selvom man blot lider af bihulebetændelse.
Dorte Munksgaard er Amagers revydronning, og det stråler ud af hende, at hun elsker at stå på scenen. Selvom ikke alle toner rammes lige rent, sidder charmen lige i skabet. Hun har et af sine stærkeste øjeblikke i »Min lyserøde ø«, hvor hun iført en hat af aluminiumsdåser synger, at hun vil blive på sin elskede Amager-ø, koste hvad det vil. Og så må russerne i øvrigt sejle deres egen sø.
Hun brænder også igennem i solonummeret »Sonjas farvel«, hvor det hurtigt står klart, at karakteren Sonja er et tilbagevendende element – publikums latter bryder ud allerede ved entréen, og Dorte Munksgaard virker helt hjemme i rollen.
Butiksdød og klimakrise
Frida Sigurth viser sig som både stærk sanger og tekstforfatter i »De unge håb«, der leveres i flotte harmonier sammen med Mille Berg og Simon Nøiers.
»Alice i Temu-land«, et af revyens absolutte højdepunkter, er også skrevet af Frida Sigurth. Et længere nummer med syrede kostumer og visuel fantasi, hvor Alice og de øvrige figurer fra Lewis Carrolls eventyr er fanget i Temus app-univers. Her får vi både rabatter, der udløber om få minutter, og dødbillige kopivarer.
Butikkerne på Amagerbrogade står magtesløse tilbage.
Flere numre kredser om klimakrisen – dog uden løftede pegefingre. I »Mad med omtanke« bliver de såkaldte klimatosser tiltalt med et glimt i øjet, og i »Vi si’r muuu-uuuh« får køerne selv taletid og brokker sig over, at de ikke engang må slå en skid længere. Det er sjove og skæve vinkler på et alvorligt emne.
Samlet set balancerer forestillingen på kanten af at tage lidt for mange tunge temaer op. Psykiatri, klima, velfærdsteknologi og samfundskrise står i kø – og afspejler måske virkeligheden lidt for godt.
Alle skuespillere gør det fremragende. Mille Berg spiller alle sine roller med stor overbevisning, og Anders Aamodt har funny bones i Jesper Klein-stil.
Nytænkning og gentænkning
I anden akt er »Tagforeningen« – et møde mellem Københavns højeste tårne – et humoristisk højdepunkt. Her skal der tages stilling til optagelse af Njalstårnene og Kaktustårnene, mens Tårnby får at vide, at man altså ikke kommer med, bare fordi man hedder Tårn til fornavn.
Der er tænkt ud af boksen, og nummeret er rendyrket sjovt – og hattene er så fine, at man burde overveje at masseproducere dem eller sælge dem som inventar. Jeg ville gerne have Vor Frelser-tårnet stående i stuen.
I »Vi ender snart alle i samme båd« står Simon Nøiers alene på scenen og løfter arven efter en revyklassiker.
Nummeret er en gendigtning af Helge Kjærulff-Schmidts vise fra 1944 – udødeliggjort af Ulf Pilgaard i 2006 – og Anders Anderskovs nye tekst er både præcis og aktuel. Strofer som »Stormflod og jordskælv, isen der smelter – magtkamp, kriser, korthuset vælter« efterlod mig med gåsehud. Det er en værdig hyldest til 175 års revyhistorie – og en skarp kommentar til vores nutid.
Revyen slutter, som den begyndte: med håb. Og med publikum, der vugger sig ud i Amager-aftenen med både rabatkoder, klimakøer og tårne på hjernen.
Amager Revyen er rykket op på en større scene, og her hører den til.
