27 kilometer til fods: En pilgrimsvandring på Amager

Klokken 06.05 parkerede jeg min cykel ved DR Byens metrostation. Jeg havde planlagt en tidlig start – men ikke helt så tidligt, som det endte med. Jeg vågnede nemlig før klokken fire, og efter en times venden og drejen opgav jeg at sove videre.

Allerede på cyklen fortrød jeg, at jeg ikke havde taget vanter med. Selvom vejret i flere dage havde vist sig fra sin bedste side med tocifrede plusgrader, var det iskoldt denne fredag morgen i begyndelsen af april.

Påsken markerer højsæsonen for Amarminoen – vandreruten, der snor sig fra Amager Fælled til Dragør, og som i 2024 var Danmarks mest populære vandrerute. Jes Aagaard, biolog og naturvejleder ved Naturpark Amager, estimerer, at omkring 50.000 mennesker hvert år begiver sig ud på ruten.

Den statistik besluttede jeg mig for at blive en del af. Jeg er glad for at vandre, og jeg vil gerne lære Amagers natur bedre at kende.

Jeg krydsede fodgængerfeltet ved rundkørslen ved Grønjordsvej og fik øje på den store sten, der markerer Amarminoens begyndelse. Klokken 06.08 begyndte jeg vandreturen.

Solopgang på Amager Fælled

Bekymringerne sneg sig ind på mig i takt med, at jeg tog de første skridt.

»Har jeg nu nok tøj på? Er mine sko i virkeligheden lidt for små? Får jeg ømme skuldre af at bære på rygsækken? Hvordan gør jeg med kameraet – bliver det ikke tungt at have rundt om halsen?«

Men efter et par hundrede meter kom der gang i kroppen, og jeg fik ro til at nyde den disede morgen.

Jeg passerede de tre høje på Amager Fælled, hvoraf den højeste har fået navnet Skraldebjerget. Derfra tog ruten mig videre over fælleden til Artillerivej og op mod højen ved Havneslusen. Her havde jeg dagens første solstråler i ryggen, og da jeg nåede toppen af bakken, blev jeg belønnet med synet af en smuk solopgang over Amager.

Alene langs vandet

Jeg må have overset en form for trappe ned fra højen, for da jeg havde nydt solopgangen og ville tilbage på sporet, måtte jeg halvt gå, halvt klatre ned ad en ret stejl skrænt. Jeg havde ellers fået at vide, at Amarminoen var handicapvenlig – det var min nedstigning langtfra.

Men ned kom jeg, og jeg fulgte skiltningen, der førte mig under Sjællandsbroen og ud på stien langs Kalveboderne.

Jeg bor i Ørestad og tager tit turen over fælleden og langs vandet til slusen, når jeg løber. Derfor vækkede denne velkendte strækning ikke de store følelser i mig.

Heldigvis var tidspunktet – jeg tror, at klokken var omkring syv – tidligt nok til, at jeg ikke blev kørt ned af de mange cyklister, der plejer at fylde stien i dagtimerne.

Men selvom jeg forbinder turen mellem Sjællandsbroen og Kalvebodbroen med sidesting og metalsmag i munden, ændrer det ikke ved, at det er et smukt sted – med naturen på venstre hånd og Sydhavnens rå charme på den anden side af vandet.

Nord for Kalvebodbroen ligger Byskoven, som endnu ikke har meget skov over sig. De 50.000 træer blev plantet mellem 2017 og 2019, men konkurrencen fra græs og urter, forårets og sommerens tørkeperioder og den komprimerede jord gør, at træerne vokser langsomt. Alligevel er det en hyggelig afveksling fra den cykelbefærdede asfaltsti, og der er flere bålpladser og rekreative steder undervejs.

Caminominder på Kalvebod Fælled

Efter Kalvebodbroen bevægede jeg mig ind på Kalvebod Fælled via Svenskeholmvej. Den lange, brede grussti og de åbne vidder vakte minder fra den spanske Camino, som Amarminoen er opkaldt efter – og som jeg selv begav mig ud på i 2018.

Dengang var turen tænkt som en dannelsesrejse – det er jo en pilgrimsrute – hvor jeg skulle blive klogere på mig selv og mine mål i livet. Da jeg havde gået 800 kilometer fra den franske by Saint-Jean-Pied-de-Port til katedralen i Santiago de Compostela, var jeg ikke meget klogere på hverken mig selv eller mine livsmål. Til gengæld havde jeg lært at bestille både rødvin, hvidvin og øl på spansk.

Da solen begyndte at få magt og optøede mine hænder på vej mod Pinseskoven, kunne jeg med lidt god vilje godt bilde mig selv ind, at jeg var tilbage på Caminoen.

Min mave begyndte at rumle, og da jeg rundede ti kilometer, besluttede jeg mig for at holde dagens første pause.

Jeg slog mig ned på en bænk ved Villahøj, en af de gamle skydehøje. Her drak jeg morgenkaffen med udsigt over strandengen, hvor store flokke af bramgæs hyggede sig højlydt. Selvom klokken kun var blevet otte, besluttede jeg, at jeg godt kunne tage hul på frokosten.

Fra smutvej til omvej

Pinseskoven – Danmarks største selvsåede birkeskov – var et klart højdepunkt på turen. Jeg synes, at det er et af de smukkeste og fredeligste områder på Amager, og de mange hvide træstammer skaber en unik nordisk stemning.

Her rundede jeg et skarpt hjørne. Omkring klokken 09.30 havde jeg gået 13,5 kilometer og var altså halvvejs på min vandring.

Inden min første pause havde jeg holdt et stabilt tempo på fem kilometer i timen, men med spisepauser og små pauser for at fotografere undervejs blev tempoet langsommere.

Fra Pinseskoven kom jeg til pumpestationen, hvor vandet ledes ud i Køge Bugt. Dagen forinden havde jeg været der med naturvejleder Jes Aagaard, som jeg mødtes med for at lære mere om Amarminoen.

Han udpegede den lille bro, der fungerer som en smutvej på vandreruten, og jeg krydsede den. Men derfra drejede jeg til venstre i stedet for højre, og efter en halv kilometer opdagede jeg fejlen og måtte vende om.

Jeg fortsatte turen ind i Kongelunden, hvor jeg kværnede myslibarer for at holde energien oppe. Jes Aagaard havde rådet mig til at medbringe rigeligt med snacks, og jeg havde både tørret frugt og energibarer i rygsækken til at holde blodsukkeret oppe.

Den gamle skov var en fornøjelse at gå i, selvom det begyndte at nive en smule i benene. Da jeg nåede den store rydning mellem Kalvebodvej og Fælledvej, besluttede jeg mig for at holde en længere pause. Jeg nærmede mig de 20 kilometer, og trætheden kom snigende. Jeg tog sko og trøje af, skiftede til tørre strømper – endnu et godt tip fra Jes Aagaard – og tog et tiltrængt hvil i solen.

Sidste etape mod Dragør

Efter en lille halv time fortsatte jeg. Jeg så en trold på vejen og benyttede lejligheden til at tage et hurtigt billede, inden jeg fortsatte videre mod Søvang.

Efter 22,85 kilometer var der ikke så meget mere energi at hente. Tempoet faldt, og motivationen begyndte at dale.

»Det bider nu,« tænkte jeg for mig selv på den grønne strækning mellem Søvang og Dragør, og jeg begyndte at glæde mig mere og mere til målstregen.

Men som om det ikke var hårdt nok, kom jeg til at gå forkert igen. De sidste kilometer blev ekstra hårde, fordi jeg endte med at gå i sandet langs Sydstranden. Jeg havde overset en sti gennem strandengen og skældte indvendigt ud, mens mine fødder blev tungere og tungere i sandet.

Først da jeg nåede Dragør Søbad og ikke kunne få øje på noget Amarmino-skilt, gik det op for mig, at det var min egen skyld, at jeg var havnet i vandkanten.

I mål!

Klokken 12.26 nåede jeg afslutningen på min tur ved Prins Knuds Dæmning. Lettet og godt brugt i benene stavrede jeg ind gennem Dragørs gamle bydel, hvor mange mennesker var trukket udenfor i det smukke vejr.

Der var nærmest sommer i luften, og i kombination med sejrsfølelsen over at have gennemført turen fik mit humør et fantastisk løft.

Da jeg satte mig og ventede på bussen tilbage til byen, var jeg træt. Jeg havde ondt i fødderne, og kroppen føltes godt brugt — men turen var det hele værd.