David er en af Amagers unge stemmer: »Vi er nødt til at turde gøre nye ting«

Gymnasieelev og DSU-formand David Prammann Schrøder er en af de første medlemmer af Dragørs nye ungeråd. Han håber at skabe bedre vilkår og mere indflydelse for unge i kommunen.
David Prammann Schrøder er ikke bange for at sige sin mening – heller ikke om alvorlige emner som kystsikring og fjernvarme. Foto: Freja Bundvad.

David Prammann Schrøder er en ung mand med mange bolde i luften. Til daglig er han i 1. g’er på Ørestad Gymnasium, hvor lektier og afleveringer fylder godt. Men det er ikke det eneste, der præger hans kalender.

Den 17-årige Dragør-borger er også formand for DSU Amager, medlem af bestyrelsen i Socialdemokratiet i Dragør og kampagneleder for Kasper Stisen, der bor på Amager og stiller op som politisk kandidat i København. Derudover arbejder han både hos Den Gamle Bager i Dragør og som telefonsælger i HK Hovedstaden.

»Der er helt klart fart på, og da jeg lige var blevet formand i DSU Amager, skulle jeg bruge et stykke tid på at falde til i det hele. Jeg vil gerne være alle steder, men det kan man ikke altid,« siger han.

Ny rolle i lokaldemokratiet

Senest har David Prammann Schrøder fået endnu en vigtig opgave: at være en del af det nyoprettede Ungeråd i Dragør. Rådet, der blev etableret i begyndelsen af 2025, mødes en gang om måneden og fungerer som bindeled mellem kommunens unge og politikerne på rådhuset.

Et af de første konkrete mål for rådet er at få etableret et egentligt »hæng ud-sted« i Dragør, hvor unge kan mødes i trygge og uformelle rammer.

»Vi er nødt til at turde at gøre nye ting i stedet for at gøre det, vi altid har gjort,« siger David Prammann Schrøder, som håber, at rådet kan være med til at sætte nye initiativer i gang.

David Prammann Schrøder har været medlem af DSU siden 2022, men interessen for politik opstod allerede året før i forbindelse med et skolevalg i folkeskolen. Han fremhæver netop skolevalg som en vigtig platform for at få unge engageret i demokrati og samfund.

I DSU Amager har han snart siddet som formand i et år. Her arbejder han både med at tiltrække nye medlemmer og udvikle de eksisterende. Han lægger vægt på, at frivillige fællesskaber ikke kun handler om politik, men også om at styrke unge menneskers selvtillid og kompetencer.

»Jeg brænder for at gøre noget for andre,« siger han.

Fra Nørrebro til Dragør

Selvom han i dag bor i Dragør, har David Prammann Schrøder tilbragt de første 12 år af sit liv på Nørrebro. Den oplevelse har efter eget udsagn givet ham et andet perspektiv end mange af hans jævnaldrende.

»Jeg har barndomsvenner fra Nørrebro, som er fra andre kulturer og ikke har været så privilegerede i deres opvækst. Det har givet mig et perspektiv, som mine jævnaldrende fra Dragør måske ikke har.«

Foruden skole, politik og to jobs har David Prammann Schrøder også en kæreste i Jylland, som han prøver at se så ofte som muligt. Foto: Freja Bundvad.

Når det gælder politiske mærkesager, har David Prammann Schrøder flere emner på listen.

Han arbejder for at forbedre de unges muligheder for at vælge gymnasium på tværs af kommunegrænser, billigere offentlig transport for unge og lettere adgang til psykologhjælp. Han ser også gerne et tættere samarbejde mellem Dragør Kommune og Tårnby Kommune om fælles løsninger.

Han forholder sig også til større infrastrukturelle spørgsmål som fjernvarme og kystsikring:

»Det kan godt være, at det kommer til at gå ud over nogens udsigt, især ved Nordstranden, men er det ikke værd at tage med, hvis alternativet er, at Dragør bliver oversvømmet?«

»Vi skal fremtidssikre Dragør, og for mig er det helt centralt, at vi handler nu. Det er og bliver en massiv udgift for vores kommune, og derfor har vi brug for hjælp fra Christansborg,« uddyber han.

Et blik mod fremtiden

David Prammann Schrøder overvejede for nylig at stille op til kommunalvalget, men måtte erkende, at tiden endnu ikke er til det. Der er andre steder, hvor hans energi og engagement gør størst gavn i øjeblikket.

Han erkender, at hverdagen kan være krævende – og at det nogle gange går ud over muligheden for at slappe af.

»Og så har jeg altså også nogle dage, hvor jeg ikke laver noget overhovedet. Det er sjældent, men det sker,« siger han med et smil.

Når han om et par år afslutter gymnasiet, og voksenlivet for alvor begynder, ved han endnu ikke, hvad planen er.

»Jeg vil gerne ende et sted, hvor jeg kan gøre en forskel for andre mennesker – om det er som folkeskolelærer, advokat eller politiker, ved jeg ikke endnu,« afslutter han.

Seneste artikler

Fik du læst?