Efter 15 år som selvstændig translatør glæder Lone Friis-Heinrich sig til en helt ny form for hverdag.

Kræmmergården på Søndre Kinkelgade i Dragør har fået ny ejer. Efter længere tids overdragelsesforløb overtog Lone Friis-Heinrich officielt firmaet torsdag den 1. maj.
Det skete efter en positiv proces med de tidligere ejere, René Petersen og Bettina Ratje, som nu bistår i en overgangsperiode. Målet er at sikre kontinuitet i driften og give Lone Friis-Heinrich en tryg start.
»Jeg er gået ind i noget, hvor jeg ikke er ekspert, og det er første gang i mit arbejdsliv. Men jeg er blevet taget rigtig godt imod, og jeg glæder mig til at være en del af et hus med liv og mennesker omkring mig,« siger Lone Friis-Heinrich.
Helt ny hverdag
Lone Friis-Heinrich er 58 år og har i næsten tre årtier arbejdet med oversættelse, blandt andet som translatør og sproglig chef i et advokatfirma. De seneste 15 år har hun drevet sin egen virksomhed inden for fagsproglige oversættelser – en virksomhed, hun fortsat vil bevare i mindre omfang.
Skiftet til genbrugsbranchen er et karrieremæssigt nybrud, men ikke en tilfældighed. Genbrug og vintage har længe været en privat passion for Lone Friis-Heinrich, som blandt andet har haft stand på Kræmmergården flere gange tidligere og har solgt egne fund via en hobbyprofil på Instagram.
Artiklen fortsætter efter billedet.

»Jeg har nærmest kun købt genbrug til mit hjem i mange år. Jeg er ret vild med teaktræsmøbler og messingting – ting, der har sjæl og historie. Det har været en passion, som jeg også har delt via en hobbyprofil på Instagram, hvor jeg har solgt nogle af mine fund,« fortæller hun.
Beslutningen om at købe Kræmmergården udsprang af både lyst og omstændigheder. Hun havde overvejet at blive involveret i en vintagebutik før, men det var først, da hun hørte, at Kræmmergården kunne være til salg, at hun handlede. Det blev startskuddet til et år med overvejelser og samtaler, som nu har ført til ejerskabet.
Efter mange år med hjemmearbejde ser Lone Friis-Heinrich frem til at være en del af et aktivt fællesskab.
»Jeg glæder mig faktisk allermest til at få kolleger igen. Jeg har siddet alene i 15 år og primært kommunikeret med kunder over mail. Det her med at være i et hus, hvor der sker noget hele tiden, hvor man møder mennesker, det har jeg savnet.«
Hun planlægger at bevare sin translatørvirksomhed i et mindre omfang og har en samarbejdspartner, der kan assistere med opgaver, hun ikke selv kan tage sig af i en travl periode.
Udvikling frem for forandring
Selvom Lone Friis-Heinrich har mange idéer, ønsker hun ikke at ændre det fundament, som Kræmmergården er bygget på.
»Mange kunder har været bekymrede for, om jeg vil ændre alt. Det er bestemt ikke min plan. Jeg vil snarere bygge ovenpå. Der er så mange gode ting i forvejen, som skal bevares.«
Hun har allerede sat små tiltag i gang – blandt andet med flere idéer til at udnytte gårdens store græsplæne til aktiviteter ud over de faste loppemarkeder. Hun beskriver Kræmmergårdens udeområde som en ressource, der har potentiale til at blive brugt mere.
»Jeg vil også gerne lave lidt mere gårdspladsstemning herude,« siger hun og kigger sig omkring foran indgangen, hvor hun allerede har fået nogle flere havemøbler sat ud.
Ejerskiftet blev formelt gennemført den 1. maj og blev markeret med et uformelt arrangement fredag den 2. maj, hvor interesserede kunne kigge forbi mellem klokken 14 og 18 og møde den nye ejer over et glas vin. Det blev ikke en egentlig afskedsreception, da de tidligere ejere fortsætter et par måneder endnu for at sikre, at Lone kommer godt i gang.
Årets første udendørs loppemarked løb af stablen i weekenden, og sommeren tegner travl med markedsdage i maj, juni, juli og august.