Novo-ejet medicinalfabrik på Amager lukkes langsomt ned

Xellia lukker antibiotikaproduktionen på Amager over en tiårig periode – fabrikken på Dalslandsgade bliver gradvist udfaset.

Den Amager-baserede medicinalvirksomhed Xellia Pharmaceuticals, der er ejet af Novo Holdings, har offentliggjort planer om en gradvis lukning, hvor produktionen flyttes ud af Danmark. Over en periode på otte til ti år vil virksomhedens aktiviteter på fabrikken på Dalslandsgade blive flyttet til anlæg i udlandet.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge virksomheden vil der ikke være personalemæssige konsekvenser af beslutningen de første tre til fire år. Den langsigtede plan skal sikre en stabil forsyning af livsvigtige lægemidler, samtidig med at produktionen fremtidssikres.

»Vi investerer i denne omfattende evaluerings- og omstillingsproces for at fremtidssikre vores forsyningskæde. Vi er nået frem til, at det nuværende setup desværre ikke er bæredygtigt i det lange løb, selv om vi har strakt os langt for at navigere i begrænsningerne og bevare den lokale produktion,« udtaler Michael Kocher, administrerende direktør i Xellia Pharmaceuticals.

Langsigtet plan

Fabrikken på Dalslandsgade producerer antibiotika, og det første skridt i omstillingen bliver flytningen af produktionen af det antibiotiske stof Vancomycin Hydrochloride til andre fabrikker. Denne del forventes afsluttet i 2028. En geografisk planlægning for de øvrige produkter fra København er allerede sat i gang.

Ifølge pressemeddelelsen er beslutningen truffet på baggrund af stigende driftsomkostninger, intens priskonkurrence og markedsvilkår, der gør det vanskeligt at opretholde bæredygtig produktion i Danmark.

»Dette markerer begyndelsen på en overgang, som vil strække sig over næsten et årti og kræve fortsat støtte fra og til vores medarbejdere, som altid har været vores største styrke,« siger Michael Kocher.

Xellia Pharmaceuticals fremstiller både aktive farmaceutiske ingredienser (API’er) og færdige lægemidler (FDF’er), som anvendes til behandling af alvorlige og ofte livstruende infektioner. Flere af disse lægemidler er optaget på EU’s liste over kritiske lægemidler samt Verdenssundhedsorganisationens liste over essentielle lægemidler.

Virksomheden beskæftiger i dag over 1100 ansatte og har produktionsfaciliteter i København, Budapest og Taizhou i Kina.

Hovedkontoret ligger i København, og selskabet har været ejet af Novo Holdings A/S siden 2013.

Seneste artikler

Fik du læst?