Nye gratis cirkushold for unge på Amager

Gratis undervisning i cirkus, akrobatik og scenekunst for unge mellem 13 og 18 år på Sundholm og Ørestad Gymnasium fra september 2025.

Fra september 2025 kan unge mellem 13 og 18 år deltage i to nye cirkushold i Amager Vest. Det er scenekunstgruppen GLiMT AMAGER, der i samarbejde med Ungdomsskolen i København står bag tilbuddet, som er gratis for unge med bopæl i Københavns Kommune.

»Vi har længe gerne ville tilbyde unge et fristed og fællesskab centreret omkring cirkus,« siger undervisningsansvarlig i GLiMT AMAGER, Josephine Wulff Randrup i en pressemeddelelse.

Siden 2024 har GLiMT AMAGER undervist børn op til 13 år i akrobatik og fysisk teater. Ifølge Josephine Wulff Randrup oplever underviserne, at børnene ikke blot har det sjovt, men også udvikler sig personligt og fysisk. Det har været en af motivationerne for at udvide tilbuddet til en ældre målgruppe.

De to nye hold retter sig mod forskellige interesser. På Sundholm tilbydes »Cirkus & Scenekunst«, hvor der blandt andet undervises i luftakrobatik, linedans, jonglering og scenografisk arbejde. På Ørestad Gymnasium fokuserer holdet »Cirkus & Akrobatik« på fysisk træning, herunder gulvakrobatik, spring og partnerakrobatik.

»Unge i dag skal vælge mellem så mange tilbud, og de stimuleres fra morgen til aften,« siger Josephine Wulff Randrup.

»Vi håber, cirkusholdene kan give dem et frirum fra skolen og skærme, hvor de får brugt kroppen og samarbejder omkring det kreative arbejde frem for at konkurrere.«

Deltagerne får mulighed for selv at vælge, om de vil fokusere på teknik og træning eller kreative elementer som koreografi og kostumer – eller en kombination.

Optagelser fra Valby Sommercirkus. Foto: GLiMT Amager.

Seneste artikler

Fik du læst?