Går du i salgstanker med din bolig så kan det være rigtig godt med nogle fif som giver din bolig mere værdi. Boligen er vel nok den største investering for mange boligejere, så hvorfor ikke få de sidste kroner ind på kontoen når huset skal sælges – og samtidig glæde køberen.
Ejendomsmæglerkæden home har lavet en folder med 52 salgsfif som skal få køberne til at føle sig hjemme og i sidste ende give dit hjem mere værdi når det skal sælges.
Vi spurgte indehaver Uffe Jochumsen fra home Tårnby/Dragør om hvilke fif han særligt vil fremhæve når boligen skal sælges med bedste resultat for både sælger og køber og han giver herunder tre klare råd;
1. Førsynsrapport
Hvis man som sælger, gerne vil levere så flot en tilstandsrapport som muligt, så er det en god idé med en førsynsrapport. Man kan se det som en slags kladde, hvor den byggesagkyndige informerer sælger om hvad han har tænkt sig at skrive i tilstandsrapporten. Herefter får sælger så typisk en måneds tid til at udbedre det der giver mening, og så udarbejdes den egentlige rapport. Langt de fleste købere ønsker så fejlfri en tilstandsrapport som muligt. Naturligvis er det ikke alting der giver mening rent økonomisk at udbedre, og målet er heller ikke en pletfri tilstandsrapport i sig selv, men det hjælper.
2. Ryd op – gør rent
Køberne har uendeligt nemmere ved at købe en lækker og indbydende ejendom. Så vær grundig med rengøringen, især i vådrum, vaske, brusenicher og toiletter. Få fjernet det kalk der måtte være, og ryd grundigt op i bunkerne så ejendommen fremstår enkel og luftig. Der skal jo alligevel ryddes ud og op når der er solgt, så hvorfor ikke bare få det gjort. ”Jamen kan køberne ikke bare se igennem fingre med det?” Jo hvis de er forelskede nok, så køber de ejendommen om så der har været abefest natten før. Men det hjælper på forelskelsen! I Dragør er der p.t. et større udbud end normalt, så vi oplever også at køberne jævnligt kan finde flere ejendomme de rent faktisk kunne tænke sig, så der er konkurrence mellem sælgerne lige nu.
3. Arkitekthjælp/alternative planløsninger
På mange lidt ældre villaer især, er planløsningen og materialevalget ikke altid helt tidssvarende. Det kan tit hjælpe købers forestilling på vej, hvis man visualiserer moderniseringer og ændringer i planløsningen med arkitekthjælp, herunder skitseforslag og 3D billeder. Det er ikke helt billigt, men særdeles effektivt på større, ældre villaer. Det kræver at man som sælger og med sin mægler er ærlige omkring det, i erkendelsen af at det hus der skal sælges, nok ikke er lige som køber vil have det, og at man må vise køberne hvad huset kunne komme til at blive.
I linket her kan du se alle 52 gode salgsfif fra home: Sådan giver du dit hjem mere værdi (åbner i et nyt vindue)