Ugens Bolig: Unik villa i naturskønt område!

Ugens Bolig præsenteres af Paulun Bolig: I kan nu overtage nøglerne og blive de nye, lykkelige ejere af denne helt unikke og særdeles flotte villa på 188 m2 fra 2012, som imponerer fra første øjekast – ikke mindst med den naturskønne beliggenhed tæt på Kongelunden og kysten.

Foruden den idylliske placering kan I ligeledes se frem til et nærmiljø med daginstitution og busstoppested indenfor kort rækkevidde. Starter I bilen, når I hurtigt hverdagens øvrige fornødenheder i form af skoler, idrætshal, Dragør Golf, indkøbsmuligheder og adgang til transportforbindelser med tog, metro, motorvej og lufthavn.

Huset er fremstillet af naturprodukter og fremstår charmerende med hvidmalet facade og skinnende, sort tag. Ved ankomsten kører I gennem porten og parkerer bilen i garagen, hvorfra I kan gå tørskoede ind i det praktiske bryggers. Inden døre fortsætter det formidable førstehåndsindtryk takket være den lyse og indbydende atmosfære samt indretningen, der emmer af kvalitet og gennemførte materialevalg.

Stueplan består af et oplagt forældresoveværelse, depotrum og brusebadeværelse samt opholdsmiljøet med køkken-alrum og stue i åben forbindelse. Her understreges det lækre og luftige udtryk af det blanke gulv, pejsen, loftet til kip og det imponerende glasparti, der trækker sollyset ind.

Førstesalen råder over en møblerbar repos samt tre værelser, hvoraf de to har eget walk-in-closet, ét har en altan, og de deles alle om endnu et badeværelse med bruseniche. Dertil kommer et uudnyttet loftsrum.

På den 1.269 m2 store grund får I fornøjelsen af en velanlagt have med en rummelig græsplæne samt et terrassemiljø til havemøbler og grill.

Skal dette være jeres nye hjem? Så kontakt os allerede i dag for at bestille en fremvisning.  Du kan også læse mere om boligen på mæglerens hjemmeside i linket her.