Som bekendt er der flere museer på Amager. Museum Amager er paraplyorganisation for muserne. Et mindre kendt privat museum i Store Magleby er flyttet.
Af Dines Bogø
Ingelise og Søren Lund i Strøby i Store Magleby har samlet i mange år. På deres gård kunne man opleve en meget varieret flot samling. Mange foreninger, også fra Amager, har været på besøg.
I sidebygningerne så man utrolig velholdte veterankøretøjer og på selve gården, kunne man se flere køretøjer, legetøj, dukkehuse, symaskiner, telefoner, radioer, skilte, modelbiler og meget meget andet.
Et mindre privat museum
Det hele startede med at Søren købte sin første veteranbil i 1959. Flere af køretøjerne i samling har været så medtaget, at andre havde opgivet dem. Søren skilte dem totalt ad og renoverede de enkelte dele. Gennem tiden er det blevet til mere end 20 veterankøretøjer, de fleste af det franske bilmærke Peugeot.
Ingelise har også samlet, bl.a. på dukkehuse. Samlingen er blevet suppleret med inventar, der passer til de enkelte huse.
Ingelise og Søren har i mange år deltaget i veteranbilstævner i ind- og udland. I flere år kunne vi være heldige, at møde dem på Bornholm til det årlige stævne, hvor mere end 150 klassiske køretøjer deltog.
Når vi ser optagelse fra ”ældre tid”, er det samlere, der stiller med deres køretøjer, når optagelserne skal laves. Søren var altid selv med ved optagelserne, da han gerne ville komme hjem med vogne med intakte gearkasser og uden ridser i den toppolerede lak.
Er man til det lidt yderligere historiske, lyttede man ekstra, når Ingelise og Søren fortæller om en Citroën 11 Sport fra 1938. Hvorfor er det køretøj noget særligt?
Citroën med historie
Citroën 11 fra 1938 har tilhørt maleren og billehuggeren Rudolf Tegner, der havde købt den i Paris. Rudolf og Elna Tegner havde sommerhus i Hornbæk, tæt ved det sted, hvor man i dag finder ”Rudolf Tegners Museum og Statuepark”.
Vognen var blevet vedligeholdt og med bilen fulgte papirer og man kunne bl.a. følge servicebesøg og ægteparrets udflugter. Fru Elna har omhyggeligt noteret det hele og det var også hende, der kørte. Rudolf Tegner kunne ikke køre bil. I handskerummet ligger hendes kørebriller.
Classic Car House i Lyngby
Nok er museet lukket og samlingen flyttet til Lyngby. Her kan vi om nogen tid gense meget fra ”Store Magleby samlingen” sammen med andre samlinger.
Ingelise og Søren fortæller, at de er glade for, at det netop er Classic Car, der har overtaget samlingen. Museets personale har vist særlig interesse også for de små fine detaljer. De mange spændende effekter, vil passe fint ind de udstillinger, der kommer i Lyngby.
Det er Interdan, der står bag importen af mærkerne Peugeot, Citroën, Opel, Mitsubishi m.fl., der ejer det nye museum.
Museet vil blive indrettet i det tidligere Landbrugsmuseum, der ligger over for Frilandsmuseet, lidt nord for Lyngby gl. bydel.
Udstillingerne på Kongevejen 79-85, i de mange bygninger, forventes at åbne i 2022.