Undskyld!

 

Har du også lagt mærke til, hvor svært det kan være at bruge ordet undskyld? Det er selvfølgelig ikke dig, der har svært ved det, men alle os andre. Vi sniger os udenom, siger måske ”beklager”, ”det er jeg ked af” eller “jeg mente det ikke”. De fleste gange håber vi bare, at tiden læger alle sår, men et dybfølt undskyld! mens man kigger den anden i øjnene og begge kan mærke, at det her virkelig er ment, sådan en undskyldning kan noget helt særligt. Der er format over den.

Men hvorfor er undskyld så svært for os at sige? Jeg spurgte engang en psykoterapeut, som svarede, at det ligger i vores kultur, at vi skal efterstræbe at være perfekte. Siden barndommen har vi lært, at man ikke skal græde over spildt mælk, og i såvel privat som arbejdsmæssig sammenhæng bliver vi opfordret til at tænke positivt og ikke dvæle ved det, der gik galt.

Dybest set er det jo ellers både sundt og sympatisk at stoppe op og indse, at man skulle have handlet anderledes. At fortryde er at se realiterne i øjnene og forstå, at en anden beslutning ville have været bedre, især hvis ens forkerte valg er gået ud over en anden.

Min mor havde virkelig svært ved at give en undskyldning. Det nærmeste, vi er kommet, er, at min far sagde undskyld for hende. Stolthed kalder vi det, og vi kan være villige til at gå langt for, at den ikke skal krakelere. Men når man først har sagt undskyld, synes jeg tit man opdager, at det egentlig ikke var det store offer. Man blev bare lidt lettere om hjertet, følte sig måske endda lidt sej.

Selv øver jeg mig i at blive god til det, især over for mine børn. Nogle gange kan de gøre mig virkelig irriteret, og i øjeblikket kan det føles rimeligt at hæve stemmen, eller decideret skælde dem ud. Bagefter kan jeg se, at det måske ikke var berettiget at blive så vred, at der overhovedet ikke kom noget godt ud af det. Det er her, undskyldningen er på sin plads, og det er selvfølgelig over for de nærmeste, det er allermest svært, men også mest nødvendigt.

Det er også ret fantastisk at have muligheden. Du skal have såret din bedste ven, kæreste, søster, søn, mor og så videre meget, før en ægte undskyldning ikke bliver taget godt imod.

 

 

 

 

Seneste artikler

38 børn og unge fra Dragør Kirkes kor akkompagnerer Helen Frank på to numre og er med til at kaste endnu mere magi og følsomhed over aftenens koncert. Foto: TorbenStender.

38 børn og unge fra Dragør sang med Helene Frank

Dragør Kirke var stuvende fuld, da Helene Frank gav koncert onsdag aften, og det hele endte med stående og intens applaus. Også omkring hende på scenen var der fyldt. 38 børn og unge fra kirkekoret akkompagnerede hende på to numre.

Iført waders tjekker Lene Espersen sine egne ruser, og om hun skulle være heldig, at der er fjordrejer i dem. Foto: TorbenStender.

Øverst på cv’et står fritidsfisker

Med en fortid som minister, administrerende direktør og en nutid som bestyrelsesmedlem har tidligere toppolitiker Lene Espersen indtaget adskillige hjørnekontorer. Glasset er dog langtfra tomt, og projekterne står i kø. Derfor søger hun også roen med to ben solidt placeret i Øresund.

 
 

Fik du læst?