For at sætte skub i trivsels- og udvalgsaktiviteterne, sendte Ørestad Gymnasium i marts otte elever på kurset “Fællesskab for Trivsel”.

Af Trine Hvam Madsen
Kurset for eleverne fra Ørestad Gymnasium blev holdt i Mellemfolkeligt Samvirkes hyggelige lokaler på Nørrebro og var arrangeret af Elev- og Studenterkoorperativet i samarbejde med Danske Gymnasieelevers Ssammenslutning. Begge er organisationer, der arbejder for at fremme elever og studerendes vilkår i Danmark.
Eleverne der deltog i kurset, er repræsentanter for nogle af Ørestad Gymnasiums mange elevdrevne udvalg bl.a. Elevrådet, Trivselsudvalget, Eventudvalget og elevernes eget forlag Boulevarden.
Et fedt sted
De forskellige udvalg arbejder til daglig for at fremme elevernes interesser, skabe bedre trivsel og i det hele taget at gøre Ørestad Gymnasium til et fedt sted at gå i skole. På kurset lærte de unge metoder til planlægning og afvikling af events, de blev klogere på rekruttering af frivillige, og så blev der også talt om, hvordan man kan skabe alkoholfri arrangementer og trygge fester.
Nedlukningerne
Selv om udvalgene på Ørestad Gymnasium lever i bedste velgående, kan de involverede elever godt mærke, at der er sket en ændring i elevernes lyst til at engagere sig efter de mange nedlukninger pga. corona.
Arrja Jon-Mohammad, der er forperson for både Changemaker- og Operations dagsværk udvalget, og Marcus Jørgensen, der er redaktionsmedlem på magasinet Boulevarden, mærker, at det kan være svært at få ‘corona-generationen’ op af stolene.
“Vores udfordringer i år har især været at fange elevernes interesse og få folk til at være aktive medlemmer af udvalget,” fortæller Marcus.
Arrja er enig. “Lige i øjeblikket møder vi også udfordringer, såsom at finde nye og flere medlemmer. Det er vildt ærgerligt, for udvalgsarbejdet er både sjovt og lærerigt,” fortæller hun.
Lav festdeltagelse
Med til kurset hos ESK var også elever fra andre gymnasier på Sjælland. Også her var der udfordringer med at få engageret eleverne i sociale udvalg, ligesom at mange oplevede lav deltagelse ved festerne på gymnasierne. Cornelia Riber Geisle, James Wei Jie Ye og Daniel Friis-Hasché fra Sukkertoppen HTX var blandt deltagerne i kurset.
“Det er et stort ansvar at drive udvalg på gymnasiet,” fortæller Cornelia. “Vi får lov til at lave alle de udvalg, vi vil, men der er ingen, der rigtig hjælper os i gang. Så det kan være svært at føre ideerne ud i livet,” siger hun.
De tre elever repræsenterer flere forskellige udvalg på deres gymnasium og har et stort ønske om at få engageret nogle flere elever i arbejdet. “Vi har brug for at lære noget om forskellige metoder til at få gode ideer og stable noget på benene,” siger Daniel.
Kærkomment kursus
Kurset var derfor kærkomment for eleverne, der alle var godt tilfredse med dagens udbytte. “Kurset var lærerigt, da det bl.a. omhandlede rekruttering og de frivilliges arbejde. Det gav et godt perspektiv på, hvorfor vi egentlig er i udvalgene, og hvordan vi får indhentet flere dertil, “ fortæller Marcus fra Ørestad Gymnasium. James fra Sukkertoppen er enig. “Vi har fået et nyt perspektiv på, hvordan vi skaber og afvikler gode events. Så vi har fået mega meget ud af dagen,” siger han.
Bedre fællesskab
En anden af kursets styrker var, at eleverne kunne erfaringsudveksle med hinanden på tværs af gymnasier. “Det var fedt at høre om alle de forskellige events, der er på andre gymnasier, som er med til at give dem et godt og bedre fællesskab og give eleverne noget at se frem til,” fortæller Arrja fra Ørestad Gymnasium, der er sikker på, at de nye værktøjer, hun og de øvrige elever lærte på kurset, vil give pote i form af et styrket udvalgsarbejde på gymnasiet.





