VM i SUP ved Amager Strandpark

SPORT: Ved Amager Strandpark og Københavns Havn holdes der VM i SUP fra lørdag 16. til fredag 22. september – næste år

Spændende VM ved Amager Strandpark til næste år

 

Ved Amager Strandpark og Søren Kirkegaards Plads er der fra lørdag 16. til fredag 22. september 2024 VM i SUP, hvor mere end 60 nationer og 350 personer forventes at deltage.

Det er anden gang, at det internationale surf forbund, International Surfing Association (ISA), har udpeget København som værtsby til  VM i SUP.

To stærke nationer
”Efter den imponerede succes sidste år i Puerto Rico er vi stolte af at kunne bringe SUP VM til to nationer med stærke traditioner indenfor stand up paddeling. Med denne tildeling vil ISA markere sportens globale udvikling også på et olympisk niveau. Sammen med vores partnere i Frankrig og Danmark vil vi helt sikkert se nye rekorder både i sporten og i deltagelsen i mesterskabet i 2023 og 2024,” siger præsident for ISA, Fernando Aguerre.

Deltager i VM
Det er Surf & SUP Danmark, der sammen med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark, har fået tildelt mesterskabet fra ISA i 2024.

”Vi arbejder på, at dette VM får deltagelse af mindst 60 nationer og at vi dermed kan vise København frem til rigtig mange afkroge af hele verden. Billederne fra 2017 med verdens bedste SUP atleter foran Operahuset står stadig skarpt i erindringen om et fantastisk VM – for sporten og for Danmark.” siger Jakob Færch, der er formand i Surf & SUP Danmark, og fortsætter:

For alle aldre
”Vi glæder os til i samarbejde med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark at lægge endnu flere breddeaktiveringslag til eventen og i endnu højere grad fokusere på en bæredygtig afvikling.

Udover selve VM’et er der lagt op til en folkelig og festlig ramme i byen, hvor ambitionen også er at holde et af verdens største SUP breddeevents, Copenhagen SUP Crossing. Det hele bliver pakket ind i det arrangørerne kalder ”Copenhagen City Paddle Festival”, som vil byde på en masse aktiviteter for alle aldre. Det vil desuden være gratis at se atleterne konkurrere i Københavns Havn.

Verdens bedste surfere
”Det er min ambition, at vi hvert år kan byde københavnerne på sports- og kulturbegivenheder, der samler os. Derfor er det rigtig glædeligt, vi igen får nogle af verdens bedste surfere til VM i København. Det er både en anledning til at vise vores fantastiske havn og rene badevand frem for verden, og så er det en mulighed for alle københavnere, der er vilde med vandsporten. Både som tilskuer – og som deltager i festivalen” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) ,og fortsætter.

Sport Event Denmark
”At København for anden gang skal afvikle et SUP VM er helt unikt. Det vidner om, at vi i Danmark har fået slået os fast som en vært, man gerne vil tilbage til. For Surf & SUP Danmark, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark giver det mulighed for at trække på de mange erfaringer vi har med at sætte en festlig scene med et professionelt set-up, som kan forene mennesker omkring oplevelser,” siger Lars Lundov, der direktør i Sport Event Denmark.

Eftertragtet havn
”Vi er glade for, at Københavns Havn er blevet valgt til at afholde VM i SUP, – for det understreger, at vores havn er eftertragtet – også til sportsaktiviteter på internationalt niveau. Vi arbejder sammen med havnens mange interessenter og aktører for, at skabe en levende og sikker havn i verdensklasse, og for at tiltrække større events til byen. Det er godt, at udlandet har øje for, hvor attraktiv Københavns Havn,” siger Mette Mylin, havneudviklingschef i By & Havn.

Hurtigst voksende vandsportsgren
SUP er én af verdens hurtigst voksende vandsportsgrene. Sporten dyrkes både som fritidssport, men er også en udbredt konkurrencesport. De stærkeste lande på verdensplan er Australien, USA, Hawaii, Brasilien, Frankrig og Danmark.

SUP sporten har i Danmark og på verdensplan gennem de seneste 10 år været igennem en rivende udvikling. I Danmark har Surf & SUP Danmark siden 2013 etableret mere end 80 nye foreninger og tæller i dag mere end 5.000 medlemmer.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?