Jeg tilbringer disse dage i en af mine yndlingsbyer, Portugals hovedstad, Lissabon. En by, man meget hurtigt kan blive forelsket i med dens formidable historie, charmerende pladser, små gader med duft af portvin og grillede sardiner.
Den sørgmodige Fado-musik tilsat en duft fra floden af Tejo-floden og den falmende skønhed i det gamle Alfama-kvarter. De bimlende sporvogne, det gode klima – jo, der er mange gode grunde til, at flere og flere bliver forelsket i Lissabon. Forhåbentligt dog ikke så mange, at det skal til at koste penge at køre ind i byen, som det nu kommer til i Venedig. Turisme er godt, masseturisme en vederstyggelighed…
Jeg kan – efterhånden – godt lide portugisernes tempo: Her tager vi den med ro, ekspedienterne taler med deres kunder. Man skal lige væbne sig med tålmodighed, hvis man har travlt: Der skal lige udveksles de sidste nyheder fra familien oppe ved kassen, inden det er min tur…
Og netop tålmodigheden fik jeg hårdt brug for forleden dag, hvor jeg dødtræt og belæsset med pakker ventede på bus M01 der skulle bringe mig fra et af byens mange, store indkøbscentre og hjem til min midlertidige bolig.
Det var varmt, vi var mange mennesker ved busholdepladsen, vi var trætte – og bussen var forsinket.
Så kom den endelig, standsede, åbnede midterdøren, så passagererne kunne slippe ud.
Men fordøren forblev hermetisk lukket – vi kunne ikke komme ind endnu.
Årsagen hertil viste sig snart: Der skulle skiftes chauffør. Ja, selvfølgelig, det sker altid for mig…
Chaufføren samlede omhyggeligt sine ting, forlod førersædet, rejste sig og aflåste bussen.
Så gik han. Farvel.
Vi kiggede lidt forundret på hinanden. Nu var bussen 20 minutter forsinket. Til alt held så vi den nye chauffør dukke op omkring et hjørne – nå, endelig.
Han fik imidlertid høje på sin kollega, goddag-goddaw, og så skulle de lige sludre lidt. Jeg kunne ikke høre, hvad de talte om, men der er stor sandsynlighed for, at det var om fodbold, portugiserne er fodboldgale, tag blot de danske fans og gang med ti. Og Sporting Lissabon spiller på hjemmebane i aften…
Efter en rum tid tog de hjerteligt afsked med hinanden, og den nye chauffør låste sig ind i bussen.
Nå, nu kunne vi komme afsted.
Nej, ikke endnu. Efter en grundig inspektion af bussen, der reducerede tolderne i lufthavnen i Kastrup til rene amatører, begyndte han at aftørre den store forrude. Spray, polering – og aftørring.
Det tog tid, men jeg må indrømme, at ruden blev skinnende blank. Så skulle førersæde samt rattet have en omgang.
Nu var vi forsinket 30 minutter og temperaturen havde sneget sig op på 31 grader.
Så skulle anordningen med billetter og returmønter lige sættes på plads. Det bøvlede han lidt med, men endelig lykkedes det. Skiltet med slutdestinationen skulle justeres. Endelig satte han sig ned.
Så ringede hans telefon…
Efter en, indrømmer jeg, kort samtale kiggede han nu ud på den efterhånden alenlange kø og åbnede omsider dørene.
En ældre kone skulle have hjælp med sin billet, en ung mor kunne ikke lige få sin klapvogn ind i bussen.
Og så…endelig…satte bussen i gang. 40 minutters forsinkelse. Til gengæld kørte han nu som død og djævel i de snævre gader, så det gjaldt om at holde godt fast under kørslen, men omsider kom jeg da hjem.
Og jeg er stadig forelsket i Lissabon…
God weekend…
