AMOK i den gamle by

En mindre skare på 17 sjæle havde fundet vej til borgerforeningens hus for at høre om AMOK (Amager Orienteringsklub) samt om orienteringsløbet, Sjællandsmesterskabet i sprint i Dragør Gamle By og Havn søndag den 5. maj.

De fremmødte fik først en flot gennemgang af AMOKs Peter Hofman-Bang, livligt assisteret af formanden Rolf Andersen, der fortalte solstrålehistorien – fra 0 til 100 på 10 år, bogstavelig talt. Klubben blev stiftet i 2008, og i 2023 var der 141 medlemmer, som aldersmæssigt fordeler sig fra 5 til 85 år, med hovedvægten af medlemmer i alderen fra 25 til 55 år. 

AMOK arrangerer træningsløb næsten hver tirsdag, og sammenlignet med mange andre sportsgrene er orienteringsløb en meget miljøvenlig sport, idet det næsten ikke kræver andet udstyr end et par sko at løbe i.

Som orienteringsløber har man i teorien kun en konkurrent, nemlig én selv. Man løber ikke direkte om kap med andre, men kun mod sin egen tid. 

I gamle dage havde hver post en slags hulleklipper. De er i dag skiftet ud med elektronik, og hver løber har en lille chip, som blot skal holdes hen til posten, hvorefter løberen er registreret. Ved den sidste post kan løbsledelsen med tryk på en knap få oplysninger om tid, ruten, og om alle poster er registreret m.m. Førhen skulle man sidde og se på hvert hulkort for at tegne ind og se, om løberen havde været ved hver post.

På bordene havde Peter Hofman-Bang og Rolf Andersen lagt diverse o-kort (orienteringskort) samt et væld af brochurer frem. 

Som afslutning fik Peter Hofman-Bang og Rolf Andersen overrakt den legendariske stofpose fra Dragør Borgerforening med en lille hilsen i af Annette Scheutz, formand for borgerforeningens aktivitetsudvalget.

Er man interesseret i orienteringsløb, kan man med fordel gå ind på klubbens hjemmeside amagerok.dk og på www.findveji.dk, hvor man kan finde ruter såsom fotoruter, lydruter, kajakruter eller cykelruter. 

MS

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?