Sydamagerlisten vil forbyde valgplakater i Dragør

Sydamagerlisten vil reducere visuel forurening og CO2-udslip ved at forbyde valgplakater i Dragør.

Det kan snart være slut med at skulle kæmpe om de gode pladser til valgplakaterne. Arkivfoto: TorbenStender.
Det kan snart være slut med at skulle kæmpe om de gode pladser til valgplakaterne. Arkivfoto: TorbenStender.

Sydamagerlisten ønsker at afskaffe brugen af valgplakater på offentlige arealer i Dragør til det kommende kommunalvalg i november 2025.

Flemming Blønd, kommunalbestyrelsesmedlem for Sydamagerlisten, har udarbejdet et medlemsforslag, der argumenterer for, at valgplakater både er en øjebæ og en miljøbelastning.

Forslaget skal nu drøftes af kommunalbestyrelsens medlemmer:

»Vi er i god tid, men det er jo allerede nu, at partierne så småt begynder planlægningen af valgkampen,« forklarer Flemming Blønd til Dragør Nyt.

Sydamagerlistens forslag opfordrer til en skriftlig aftale blandt alle opstillingsberettigede partier og lister i kommunen om ikke at ophænge valgplakater på offentlige arealer.

Argumenterne for forslaget inkluderer både æstetiske og miljømæssige betragtninger. Flemming Blønd påpeger, at valgplakater skæmmer bybilledet og bidrager til unødvendigt energiforbrug og til CO2-udslip.

Som han skriver i forslaget:

»Valgplakater skæmmer bybilledet og det smukke Dragør. Det sviner, og der bruges unødig energi på tryk og div. udslip. Der brændes unødig benzin af, når der køres rundt og opsættes og nedtages plakater,« påpeger han og fortsætter med følgende regnestykke:

»En enkelt valgplakat i plast udleder 1,4 kilo CO2. Det er lige så meget CO2, som når en nyere personbil kører 10 km.«

Sydamagerlisten foreslår som alternativ, at valgplakaterne begrænses til anvendelse ved valgmøder og i afstemningslokaler.

Dragør Nyt har bedt de andre partier i kommunalbestyrelsen om at forholde sig til forslaget.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?