38 børn og unge fra Dragør sang med Helene Frank

Dragør Kirke var stuvende fuld, da Helene Frank gav koncert onsdag aften, og det hele endte med stående og intens applaus. Også omkring hende på scenen var der fyldt. 38 børn og unge fra kirkekoret akkompagnerede hende på to numre.
38 børn og unge fra Dragør Kirkes kor akkompagnerer Helen Frank på to numre og er med til at kaste endnu mere magi og følsomhed over aftenens koncert. Foto: TorbenStender.
38 børn og unge fra Dragør Kirkes kor akkompagnerer Helen Frank på to numre og er med til at kaste endnu mere magi og følsomhed over aftenens koncert. Foto: TorbenStender.

»De er simpelthen så dygtige, de her børn og unge. Jeg var lige ved at græde, da vi øvede den her sang lige inden. Det håber jeg ikke, at jeg gør nu.« Sådan sagde Helene Frank, da hun gav koncert i Dragør Kirke onsdag aften og introducerede nummeret »Langt ude, langt oppe, langt nede og langt, langt væk« af Søren Huss, som hun sang akkompagneret af Dragør Kirkes børne- og ungdomskor.

Tårer i øjenkrogene og gåsehud på armene var der dog nok mange – ikke bare børnenes forældre og Helene Franks mentor Simon Kvamm, der også var mødt op – der fik under både denne og mange af de andre sange, som Helene Frank fremførte denne aften. På alt lige fra Kasper Windings »Sjæl i flammer«, hvor Helene Frank opfordrede alle til at lukke øjnene og nyde kirkens lyd, til den lidt mere elektrokølige version af Poul Krebs’ »Sådan nogen som os« og henover hendes intense udgave af Lars H.U.Gs »Lille Natsværmer«.

Hendes stemme, der ubesværet bevæger sig fra det bløde dybe og op i de mere knækkede sårbare lag, fløj – efter denne skribents subjektive oplevelse – helt op under kirkeloftet. Og det passede faktisk endnu bedre til dette enkle og dunkelt belyste rum end til »X Factor«s flotte, farverige tv-iscenesættelser, de fleste kender Helene Frank fra.

Helene Frank synger både sine egne numre og mange af de numre, hun optrådte med i »X Factor« – af kunstnere som Tina Dickow, Søren Huss og The Minds of 99. Foto: TorbenStender.
Helene Frank synger både sine egne numre og mange af de numre, hun optrådte med i »X Factor« – af kunstnere som Tina Dickow, Søren Huss og The Minds of 99. Foto: TorbenStender.

Børne- og ungdomskoret sang ligeledes med fine, rørende stemmer og gav Helene Franks eget nummer »Verden findes« et ekstra skub. En sang, Simon Kvamm og Guldimund i øvrigt har skrevet til Helene Frank – og som hun takkede under koncerten.

»De har med den her sang forstået, hvem jeg er. Det sætter jeg virkelig pris på,« sagde hun.

Publikum var oppe og stå for at få et ekstranummer, som blev det helt nye nummer, Helene Frank selv har skrevet sammen med Marie Foged, og som udkommer fredag – »Prøver vi igen«. Det blev endnu et nummer med garanti for gåsehud. Og så fik Helene Frank ellers lige endnu en kæmpe stående applaus.



 

Seneste artikler

Iført waders tjekker Lene Espersen sine egne ruser, og om hun skulle være heldig, at der er fjordrejer i dem. Foto: TorbenStender.

Øverst på cv’et står fritidsfisker

Med en fortid som minister, administrerende direktør og en nutid som bestyrelsesmedlem har tidligere toppolitiker Lene Espersen indtaget adskillige hjørnekontorer. Glasset er dog langtfra tomt, og projekterne står i kø. Derfor søger hun også roen med to ben solidt placeret i Øresund.

 
 

Fik du læst?