Motorvejsbro skal akut renoveres

Vejdirektoratet beklager de gener, vejarbejdet vil medføre.
Da arbejdet er vejrafhængigt, kan det ske, at tidsplanen må justeres på grund af vejrforholdene. Foto: Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet laver fra den 19. november til 3. december vedligeholdelsesarbejde på Kalvebodbroerne, som forbinder Amagermotorvejen mellem Sjælland og Amager.

Arbejdet omfatter en akut renovering af broernes dilatationsfuger – de tværgående stålfuger, som tillader broerne at tilpasse sig temperatursvingninger.

Arbejdet er planlagt til aften- og nattetimerne for at minimere påvirkningen af trafikken.

Fra 19. til 26. november udføres arbejdet i retning mod Amager, mens perioden 27. november til 3. december er afsat til retningen mod Sjælland. Under arbejdet vil hastigheden være begrænset til 50 km/t ved arbejdsstedet, og enkelte spor vil være lukket i tidsrummet fra kl. 18.30 til 06.00.

Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet er vejrafhængigt, og at tidsplanen derfor kan ændres. Information om trafiksituationen kan følges på Vejdirektoratets trafikkort.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?