Hjernetræning i Aktivitetshuset gav gode resultater

Fra venstre: Lillian Lindberg 63 år og Karin Brems på 65 år. Begge damer har fulgt MindBooster-forløbet i Aktivitetshuset og haft et positivt udbytte. Nu træner de videre sammen, og Karin vil gerne have et deltidsjob.
 

Aktivitetshuset i Dragør har været ramme om et 5 ugers pilotforløb med intensiv hjernetræning kaldet MindBooster. Effekterne hos deltagerne har været yderst positive.

 

Læge som ‘hjerneekspert’

Det var Hanne Berthelsen, der, som leder af Aktivitetshuset, så en god ide i at indgå i et samarbejde med lægen Stig Pramming, da han kunne fungere som ’hjerneekspert’ på pilotprojektet. Et projekt, der, ifølge Hanne, er helt unikt, fordi det samler alle de elementer, der har vist en positiv effekt på hjernen – fremfor kun at fokusere på et enkelt element.

”Det har været fantastisk at følge MindBoosterholdet. Deltagerne opbyggede et socialt fællesskab, hjalp og bakkede hinanden op. Der blev trænet, testet, indhentet ny viden, grinet og udfordret med oplevelser og aktiviteter. Resultatet er ikke til at tage fejl af. Både det målelige, det vi så på sidelinjen, og deltagernes og instruktørernes egne observationer er positive. Det nytter derfor noget at give hjernen et boost uanset alder”, siger Hanne Berthelsen.

Bred palet af elementer

Ifølge læge Stig Pramming mangler der fortsat forskning på hjernetræningsområdet, men der er allerede flere studier, som viser, at det kan lade sig gøre at træne hjernefunktioner. Mindbooster-holdets træningsforløb bestod derfor af en bred palet af elementer som fysisk træning, socialt samvær, computerspil, udfordringer, god søvn, nye oplevelser, yoga, meditation og sund kost.

”Det kan i sidste instans heller ikke komme bag på nogen, at holdet var en succes, for vi ved jo, at også ældre mennesker kan træne og lære nye tricks. Det tager måske bare lidt længere tid”, siger Stig Pramming.

Deltagerne fortsætter selv

Deltagerne har ønsket at fortsætte træningen efter forløbet, og det viser ifølge Stig Pramming, at det er den rigtige blanding af fysiske, mentale og ikke mindst sociale elementer, som har været til stede.

”Årsagen til de positive resultater er, at det ikke kun er ét domæne i hjernen, der er blevet trænet, men mange moduler der har været involveret. Hvis man for eksempel træner Sudoku, kan man godt blive bedre til Sudoku, men ikke nødvendigvis til andet. Hvis man øver en bevægelse, bliver man bedre til den, men ikke nødvendigvis til alle andre bevægelser. Det er derfor, MindBooster-forløbet blev sammensat af flere elementer, som alle har vist at have en positiv omend lille effekt, men som tilsammen måske kan have en synergieffekt”, siger Stig Pramming.

Sjovt og intensivt

En af deltagerne fra MindBooster-holdet er Karin Brems på 65 år. Hun opfordrer også andre til at komme i gang med hjernetræning.

”Hele forløbet var sjovt, men intensivt. Jeg har absolut fået noget ud af det. Jeg vil derfor fortsætte med at gå til fitness i Aktivitetshuset to gange om ugen og cykle med en veninde en gang om ugen. Derudover vil jeg fortsætte med at meditere for at få ro på og computerspillene til at holde hastigheden ved lige. Mit råd til andre er: Kom i gang, man bliver glad for at gøre noget og være sammen med andre. Nu vil jeg gerne have et deltidsjob”, siger Karin Brems.

Fakta om MindBooster

6 kvinder og 5 mænd i aldersgruppen 62-87 år har dyrket hjernetræning i Dragør – både i Aktivitetshuset og ved ”hjemmeopgaver”. Efter 5 uger er deres såkaldte arbejdshukommelse øget med 20 procent. De største stigninger var hos de to ældste deltagere, som begge øgede deres startscore med 30 procent. Alt i alt er budskabet følgende: Kom i gang med hjernetræningen nu. Man kan altid træne hjernen bedre – uanset ens alder. Ifølge leder af Aktivitetshuset Hanne Berthelsen er efterspørgslen efter et nyt hold så stor, at hun arbejder på at tilrettelægge et MindBooster-forløb, hvor deltagere fra pilotforløbet kan virke som frivillige undervisere.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?