Regler for fyrværkeri. Du kan kun købe og affyre fyrværkeri i en kortere periode. I Dragør gamle by og St. Magleby by er der permanent forbud mod at affyre fyrværkeri. Her på siden kan du se kort over områderne.
Regler for fyrværkeri
- Der må sælges fyrværkeri til forbrugerne fra den 15. december til og med 31. december
- Der må anvendes fyrværkeri fra 27. december til og med 1. januar
Permanent Fyrværkeriforbud
Kommunalbestyrelsen i Dragør, har den 30. januar 2001, godkendt et permanent fyrværkeriforbud i henhold til beredskabsloven, Lov nr. 1054 af 23. december 1992. Forbuddet gælder de gamle bydele i Dragør og St. Magleby. Se områderne på kortene herunder.
Afgrænsning
Dragør gamle bydel
I et område begrænset mod øst af en linje 300 meter fra kystlinjen. Mod syd langs sydsiden af stien fra Søndre Strandvej til badeanstalten og langs sydsiden af Wiedersvej til anlæggets vestkant. Mod vest langs anlægget og kirkegårdens vestkant til Stationspladsens vestkant. Mod nord langs nordsiden af Hollændervej og Annasvej til Strandstien.
St. Magleby
I et område begrænset mod øst langs en linje 300 meter øst for østsiden af kirkegårdens østskel. Mod syd langs en linje 300 meter syd for Søndergade. Mod vest langs en linje 300 meter vest for Kinkelgade og mod nord langs en linje 300 meter nord for Nordre Dragørvej.
Fyrværkeri: Sådan er du dækket, hvis det går galt
Kilde: Forbrugerrådet TÆNK
Ulykkesforsikringen dækker ikke altid ved fyrværkeriskader – for eksempel hvis du er fuld eller bruger nytårsskytset forkert.
Fyrværkeriskader: Sådan er du dækket
Forsikringer dækker ikke altid, hvis du kommer galt af sted med raketterne nytårsaften.
Ulykkes- og ansvarsforsikringer dækker ikke, hvis:
- Du affyrer ulovligt/hjemmelavet fyrværkeri.
- Du er spirituspåvirket, når du affyrer fyrværkeriet, og det er spiritussens skyld, at skaden sker.
- Du bruger professionelt fyrværkeri, som er indlysende farligt.
- Du håndterer fyrværkeriet forkert – for eksempel hvis du går tilbage til en fuser, kaster fyrværkeri efter andre eller opbevarer det i din lomme.
Regler for fyrværkeri
Fyrværkeri kan du i 2017 købe fra 15. december til 31. december. Det er dog kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar 2018.
Fyrværkeri er farligt, uanset om det er lovligt eller ej. Du må maksimalt transportere og opbevare 5 kilo NEM-fyrværkeri i dit hjem. NEM står for ”Netto Eksplosivstof Mængde” og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er typisk angivet udenpå fyrværkeri-artiklen.
Lovligt fyrværkeri
Lovligt fyrværkeri, som er blevet godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, er mærket med et CE-mærke.
CE-mærket viser, at producenten har sikret sig, at fyrværkeriet overholder sikkerhedskravene.
Fyrværkeri købt i udlandet må du ikke tage med til Danmark – heller ikke selv om det er CE-mærket.
Undgå ulykker
Følg de 5 fyrværkeriråd:
- Brug altid beskyttelsesbriller – også selv om du bare kigger på.
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
- Hold sikkerhedsafstand, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet. På alt godkendt fyrværkeri kan du læse, hvilken sikkerhedsafstand du skal holde til fyrværkeriet.
- Gå aldrig tilbage til en fuser.
Forbrugerrådet Tænk
Fiolstræde 17 B
Postboks 2188
1017 København K
Telefon 77 41 77 41