Grundlovsdag er også Fars dag

Grundlovsdag er også Fars dag og de falder altid den 5. juni. Men vidste du at det var en kvinde som opfandt Fars dag?

Først lidt om Grundlovsdag

På Grundlovsdagen, det tætteste vi kommer på en nationaldag i Danmark, fejrer vi Danmarks første Grundlov som blev underskrevet af Frederik den Syvende i 1849. Oprindeligt var dagen en festdag for demokratiet, som politiske partier holdt i fællesskab. Senere er det blevet almindeligt, at dagen bruges til partipolitiske arrangementer.

Den grundlovgivende rigsforsamling, 1849.

Grundlovsdag er ikke en officiel helligdag, så du har ikke automatisk fri. Derimod er Grundlovsdag en officiel flagdag – en dag hvor alle offentlige bygninger hejser flaget. Banker, kommuner og daginstitutioner benytter dagen til at holde fri og ifølge Lukkeloven betragtes Grundlovsdag også som en helligdag. Det betyder at forretninger er lukket medmindre de har lov til at holde åbent om søndagen.

Lidt mere om Fars dag

Den første Fars dag fejredes den 19. juni 1910 i Spokane, Washington i USA. I Danmark blev Fars dag indført omkring 1935. Fars dag fejres bl.a. på Danmarks Tekniske Museum med en maskinfest.

Historien bag Fars Dag

Ligesom “Mors Dag” er også dagen for fædre en amerikansk opfindelse, og skyldes primært en enkelt persons ønske om at hædre sin far.

Det var kvinden Sonora Louise Dodd fra Spokane i staten Washinigton, der normalt tillægges æren for at have opfundet “Fars Dag” i 1909. Andre holder på, at Grace Golden Clayton fra Fairmont bør have æren på grund af en markering for fædre allerede i 1908.

Første Fars dag i 1910

Det var imidlertid Sonora Louise Dodds koncept, som takket være hendes egen indsats blev til nutidens “Fars Dag”. Hun fik angiveligt ideen til Fars Dag efter at have hørt en Mors dag´s -prædiken i sin kirke i 1909, og valgte juni måned til dagen, fordi hendes far havde fødselsdag i juni. Egentlig skulle det have været på hans fødselsdag, den 5. juni, men af forskellige årsager kunne dette ikke lade sig gøre, og arrangementet måtte udsættes. Bl.a. den lokale afdeling af YMCA (KFUM) og præsteforeningen støttede op omkring ideen og den første “Fars Dag” fandt sted den 19. juni 1910 i Spokane.

Officiel helligdag i 1972

Foreninger, aviser m.m., som støttede den ligeledes nye “Mors Dag” tog også ideen om en dag for fædre op, og bl.a. Henry Meek, der var præsident for Lions Club i Chicago, meldte sig i 1915 under fanerne. Sonora Louise Doods idé vandt også genhør på allerhøjeste niveau, idet præsident Wilson fejrede dagen med sin familie i 1916, og i 1925 gav Præsident Coolidge sin støtte til stater, der ønskede at markere “Fars Dag”.

I 1926 blev der dannet en national “Fars Dag”- komite i New York. Den amerikanske Kongres anerkendte imidlertid først dagen i 1956, i 1966 gjorde præsident Johnson den 3. søndag i juni officiel “Fars Dag” og i 1972 underskrev daværende præsident – Richard Nixon – en erklæring, som gjorde dagen til amerikansk helligdag.

Røde eller hvide roser

Ligesom nelliken oprindeligt var tænkt som blomsten til Mors Dag havde Sonora Louise Dood også tænkt på en blomst til Fars Dag og det var Rosen. Historien fortæller at også hun havde forestillet sig symbolikken med røde blomster for de levende fædre og hvide for de døde. Husk at ethvert smil og tanke tæller som en gave på Fars dag.

Glædelig Grundlovsdag og Fars dag!

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?