Ulovlige kontrakter for 290 millioner i Amager Ressource Center (ARC)

Skandalerne står i kø på et af Danmarks største kommunalt ejede affaldsselskaber, Amager Ressource Center (ARC). Nu viser ny undersøgelse at ARC i årevis har brudt udbudsloven.

Selskabet har i strid med reglerne tildelt opgaver, der samlet løber op på 289,5 mio. kr., direkte til private virksomheder uden udbud.

Pressefoto fra ARC

Samtidig viser en gennemgang, at ARCs ledelse siden 2011 har brugt mere end 2,4 mio. kroner på rejser, julefrokoster, vin og lederseminarer på danske slotte og godser. Der er blandt andet købt mere end 1.400 flasker vin og betalt for julefrokoster med kuvertpriser langt over det tilladte.

I redegørelsen som advokatfirmaet Bech-Bruun har udarbejdet viser det sig, at det kommunalt ejede affaldsselskab Amager Ressource Center kun overholdt udbudsreglerne i 41 procent af de indkøb, som selskabet har gennemgået i en intern undersøgelse. Det bliver ikke mere alvorligt, siger ekspert.

Morten Dreyer (DF), Dragør repræsentant i ARC´s bestyrelse.

“Som medlem af bestyrelsen er det slet ikke i orden hvad der er sket. Slet ikke… Men nu er der taget fat på oprydningen og bestyrelsen er enige om en stram styring”, skriver Morten Dreyer i en pressemeddelelse i denne uge.

Så blodrødt som det overhovedet kan være

Siden 2013 har selskabet indgået kontrakter til sammenlagt mindst 218,1 mio. kr. med 25 virksomheder, uden at opgaverne, ifølge reglerne, er blevet sendt i offentlige udbud.

Samtidig viser redegørelsen, at selskabet i yderligere to tilfælde har købt ind hos to virksomheder for i alt 12,2 mio. kr., hvor der ifølge Bech-Bruun “for en mindre del af indkøbene er sket fejl.”

– Det er så blodrødt, som det overhovedet kan være. Man kan ikke få hårdere overtrædelser, siger ekspert. (kilde: kommunen.dk)

Regelbrud for millioner

Den konstituerede direktør, Dan Fredskov, har som chef i selskabets energiafdeling haft det overordnede ansvar for størstedelen af indkøbene.

Den offentliggjorte redegørelse viser, at selskabet indtil videre har undersøgt 42 indkøb, der sammenlagt løber op i 314 mio. kr. – heraf er 59 pct. af indkøbene altså indgået i strid med reglerne.

Langt størstedelen af de ulovlige indkøb er blevet foretaget i selskabets energiafdeling, hvor den ansvarlige chef i perioden med ulovlige indkøb har været ARCs nuværende konstituerede direktør, Dan Fredskov.

I alt har energiafdelingen siden 2013 købt ind for 188,9 mio. kr. hos 19 virksomheder uden udbud, selvom kontrakterne sammenlagt har overskredet tærskelværdierne i udbudslovgivningen med i alt 131 mio. kr., fremgår det af redegørelsen.

Undersøgelsen har omfattet 25 indkøb i energiafdelingen, hvoraf Bech-Bruun vurderer, at 19 af kontrakterne – svarende til 76 pct. – er indgået i strid med reglerne. Kun 6 ud af 25 kontrakter er altså indgået efter reglerne.

Ifølge en pressemeddelelse vil ARC nu sikre, at alle selskabets indkøb i fremtiden “bliver foretaget efter gældende regler.”  I den forbindelse har direktør Dan Fredskov bedt advokatfirmaet Bech-Bruun rådgive ARC om de nødvendige initiativer. Der er tillige implementeret en række foreløbige tiltag, der skal forhindre nye udbudsfejl indtil en permanent løsning er på plads, står der i pressemeddelelsen fra ARC.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?