200 års fødselsdag i Kongelunden

Kongelunden på det sydlige Amager, blev søndag fejret i anledning af 200-års dagen for det første spadestik til det store private skovrejsningsprojekt. Kongelunden blev oprindeligt plantet for at skaffe brænde og træ til hovedstadens borgere. I dag rummer skoven varieret natur og alverdens friluftstilbud.

Der blev klatret, flået vildt, grillet hjort og meget mere på det velbesøgte jubilæum søndag i Kongelunden. Foto fra Facebook

Det er 200 år siden, at det første af i alt 800.000 træer blev plantet på den sydlige del af Amager. Målet med skoven var oprindeligt at skaffe brænde og træ til byggeri, møbler og papir til en trængende hovedstad.  Ophavsmanden var præsident for det Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab Jonas Collin, der havde held med at overtale områdets beboere til at bytte deres græsningsmarker ud med træer.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup, Dragør Kommune (tv) og borgmester i Tårnby Allan S. Andersen var begge med blandt talerne på 200-års dagen hvor de også fik lov at prøve kræfter med den gamle sav. Foto fra Facebook

Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup var med blandt hyldesttalerne søndag i anledning af 200-års jubilæet hvor Naturstyrelsen, Kongelundsfortet Outdoorcenter, Dragør Kommune og Tårnby Kommune havde inviteret til en spændende dag i Kongelunden.

Dejlig dag på Kongelundens 200-års fødselsdag. Fik lov til at sige et par ord på det meget velbesøgte arrangement, sammen med Naturstyrelsens chef og borgmester i Tårnby Allan S. Andersen. Tak for det gode samarbejde – også på dette område, Eik Dahl Bidstrup, borgmester i Dragør 

Der er sket meget siden 1818.  Kongelunden er udvidet mod både nord og syd og er i dag en del af Naturpark Amager, som strækker sig fra Islands Brygge i nord til Dragør i øst – i alt 3500 hektar varieret natur midt i en pulserende hovedstad.

– Der er få storbyer i verden, hvor man finder naturoplevelser så tæt på centrum, der både rummer blomster, fugleliv og alverdens grønne godbidder som slåen, mirabelle og vilde æbler. Det kan man finde i Kongelunden, og så ligger det ikke mere end en bus- eller cykeltur fra København, siger naturvejleder Jes Aagaard, i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

Foto: Naturstyrelsen

En stor del af Kongelunden er i dag dækket af egetræer, og det er en velbesøgt område for fugle. Der er gennem årene blevet observeret mere end 300 forskellige fuglearter på stedet, og der vokser mange vilde orkideer. Der er desuden en del fasaner i området, der er et levn fra dengang skoven rummede Europas første vilde fasaneri, hvor Christian den 8. kunne gå på fasanjagt med sine royale gæster.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?