Det gamle rådhus på Stationsvej 5 som i dag rummer Dragør Lokalhistorisk Arkiv har været i rampelyset efter politisk beslutning om at flytte det nuværende arkiv fra det gamle rådhus og frigive ejendommen til andre formål.
På sidste uges møde i kommunalbestyrelsen var der imidlertid stor enighed om at sikre en bevaring af det gamle rådhus som ifølge oplysninger fra Slots- og Kulturstyrelsen hverken er fredet eller bevaringsværdigt. Det betyder at bygningen kan rives ned uden politisk behandling.
“Bygninger er en vigtig del af Dragørs historie, og dens arkitektur indgår som et væsentligt element af Dragør Stationsplads og ligger tillige som en skillelinje mellem Dragør gamle by og det mere moderne villabyggeri mod nord”, med de argumenter fremsatte Ebbe Kyrø fra Liste T forslag om at bygningen skal have formel status som bevaringsværdig.
Det kunne ikke samle flertal blandt de politiske partier at sætte en bevaringsproces i gang nu, men samtlige partier anerkendte på mødet i kommunalbestyrelsen, bygningens vigtighed og tilkendegav at man vil sikre bygningens bevarelse.
Kenneth Gøtterup har efterfølgende på Facebook takket sine politiske kolleger fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti for den klare tilkendegivelse om at ejendommen ikke er truet af salg eller omdannelse af bygningen, men skal tjene anvendelse til gavn for borgerne i fremtiden.
Ifølge oplysninger fremstår det gamle rådhus fra 1914 i så godt som original stand uden nævneværdige forandringer. Det betyder samtidig, ifølge Ebbe Kyrø, at det bliver vanskeligt at finde private lejere til en sådan ejendom og han mener derfor at kommunen selv bør finde fremtidig anvendelse i huset.
Intet er imidlertid sikkert for det gamle rådhus som med nuværende status både kan ændres, renoveres, rives ned eller sælges medmindre et politisk flertal ændrer på det.
Vil du vide mere om bygningen kan du læse historien om det gamle rådhus her