Benedicte Vogn: ” Min barndom i Dragør er ét langt, dejligt Dragør-minde”

Benedicte Vogn er netop flyttet tilbage til hjemøen efter fem år i Aalborg. For nylig fandt hun nogle helt gamle noter fra sin tid på St. Magleby Skole. “Jeg kommer aldrig på uni”, stod der ude i margin. Nu er hun netop vendt hjem med en kandidatuddannelse i kommunikation og IT. Selvom skolen somme tider var svær, så var barndommen i Dragør helt perfekt.

Privatfoto

Af Camilla Lærke Lærkesen

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Jeg er født og opvokset på vængerne i Dragør. Jeg har gået på St. Magleby skole og har i de unge teenageår brugt meget af min tid i Dragør Ungdomsskole – hvor jeg tog knallertkørekort og gik til teatersport, som jeg glædeligt deltog i flere år i streg.

Som 18-årig flyttede jeg fra Dragør – men kun til Amagerbro. Det er svært at slippe Dragør helt, så når jeg endelig skal flytte derfra, så er det meget godt, det ikke er så langt væk igen.

Hvis mit efternavn derimod virker bekendt, er det måske, fordi du kender til lystsejlads. Min farfar, Karl Vogn, boede i Dragør fra midt 60’erne og underviste i mange år i navigation. Han var en mand med store ambitioner og som elskede sit arbejde. Jeg har flere venner og bekendte i Dragør som har taget VHF/SRC-certifikat ved min farfar, så der er sikkert mange fra Dragør, som har været den vej forbi.

Hvad består din hverdag af?

Jeg er for nylig hjemvendt efter at have læst på Aalborg Universitet. Jeg er uddannet kandidat inden for Kommunikation og IT og glæder mig til at komme i gang med karrieren herhjemme, når jeg har fundet det helt rigtige sted.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Det helt store er klart, at jeg er blevet færdig på Aalborg Universitet. Jeg fandt for nylig nogle helt gamle noter fra folkeskolen – jeg har nok kedet mig lidt i en time, for jeg har siddet og lavet kruseduller på et stykke papir. Ved siden af krusedullerne havde jeg skrevet en lille note, som nok afspejlede, at jeg syntes det var svært i skolen: “Jeg kommer aldrig på uni”, og da jeg så det blev jeg faktisk lidt stolt af mig selv. Dengang havde jeg bestemt ikke set mig selv med en universitetsuddannelse, og da slet ikke fra Aalborg Universitet. En by jeg aldrig havde besøgt, før jeg bestemte mig for at flytte dertil.

Hvad er dit bedste Dragør-minde?

Dragør for mig handler meget om familie, tryghed og hygge, og mit minde om Dragør er derfor ikke kun én begivenhed, men i højere grad hele min barndom. Jeg er født og opvokset på vængerne – et område afskærmet fra store veje og larm, hvor der er plads til børn, leg og familieidyl. Vores genbo var min farmor og farfar, så jeg havde faktisk det meste af min nærmeste familie lige i nærheden. Med skolen inden for få kilometer og ligeledes med vennerne lige rundt om hjørnet, så har man – i min optik – opskriften på den perfekte barndom. Dragør sætter rammerne for både tryghed og hygge, og det afspejles klart i den barndom, jeg ikke ville bytte for noget som helst. Det er klart mit bedste Dragør-minde. Et dejligt, langt minde.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Julegudstjeneste med min bror i St. Magleby Kirke. Det er ikke mange år siden, at vi begyndte på det – men det har hængt ved lige siden. Det kommer vi til fortsat at gøre i mange, mange år.

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

Jeg ved ikke, om man kan kalde det et tip – der er jo nok mange, der gør brug af det. Men Café Espersen på en lækker sommerdag med udsigt over alle bådene i Dragør havn er i min optik en vaskeægte Dragør-oplevelse.

Grundet den lange, varme sommer, vi lige har haft, har jeg spist en del frokoster på Café Espersen, specielt med min mor. Det er super hyggeligt og bestemt et besøg værd, når man vil opleve det ægte Dragør.


Navn: Benedicte Vogn
Alder: 26 år
Beskæftigelse: Uddannet inden for kommunikation og IT fra AAU
Ægtefælle/kæreste: Kæreste

Hvad er din tilknytning til Dragør?
Vokset op her: På vængerne
Bor nu: Amagerbro


 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?