Store Vinterbadedag: Uh, det er koldt!

Humøret var i top, da det igen i år var Store Vinterbadedag i Dragør. Cirka 400 elever var en tur i bølgerne. De fleste elever kom fra indskolingen og mellemtrinnet, mens udskolingen klart var udkonkurreret i antallet af vandhunde.

Foto: Dragør Kommune

En kold og varm oplevelse
Det er Dragør Ungdomsskole, som sammen med Søbadet, står for rammerne, når skolerne er inviteret til den store vinterbadedag. Sikkerhed er i højsædet, så eleverne trygt kan få sig en kold og varm oplevelse.

Først hopper skoleeleverne i det kolde vand og bagefter en tur ind i den varme sauna. De fleste kommer hele tre gange i vandet.

I år fik eleverne adgang til Vinterbadernes fantastiske sauna.

Aktiv i naturen – en sejr
Dragør er fra naturens hånd omgivet af vand – masser af vand. Det er en af de helt store attraktioner i kommunen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup siger: ”Det er dejligt, at eleverne i en tidlig alder får prøvet en aktivitet, som det halve af Dragør dyrker. Sammen med deres kammerater mærker de på egen krop glæden ved at være aktiv i naturen. Jeg håber, at mange vil fortsætte med det hele livet igennem.”

Leder af Ungdomsskolen Christoffer Søe uddyber: ”Det er også lidt af en sejr, når du står der og får mod på at hoppe i vandet – altså i februar måned. Pyt vær med lidt blå læber, når du kan blive varmet op igen i en skøn sauna.”

Sammen med Vinterbaderforeningen
Han fortsætter: ”De ældre elever er dog lidt kuldskære eller blufærdige. Men mon ikke, at flere af dem begynder at vinterbade som voksne. Når vi samarbejder med Vinterbaderforeningen, er vi også med til at vise eleverne, hvorfor deres forældre og bedsteforældre frivilligt hopper i det kolde vand.”

”Det handler om at vække en lyst til at nyde og udfordre sig selv i naturen,” slutter Christoffer Søe.

Foto: Dragør Kommune
 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?