Dragør og turisme

Dragør har i mere end 100 år været mål for mange turister. Enten det nu var endagsbesøg eller for at bo ”på landet” på hotel eller lokal indkvartering.

I 1907 åbnede Amagerbanen med moderne tog til/fra Dragør – København.

Rejsetiden var 29 minutter, men den lange rejsetid tog man som en oplevelse med turen langs Amager Strandvej ind over Maglebylille og Store Magleby til endestationen lige uden for selve Dragør gl. by.

Da man i 1947 udskiftede jernbanen med busser, steg rejsetiden. Nu tog det 30 minutter at komme med bus til Dragør. I 1947 havde Valdemar Setoft tegnet en plakat til Amager Turistforening. I 1952 gentegnede han plakaten med pangfarver og nu også med fokus på busdrift. (Historisk Arkiv).

Amagerbanen

I de første planer var endestationen i Store Magleby lige nord for selve landsbyen. Men flere ”tilflyttere” i Dragør blandede sig og mente, at banen skulle forlænges de 2 km til havnebyen. Ja man skulle have en havnebane. Den blev også planlagt og jord eksproprieret, men aldrig udført.

Byrådet skulle støtte økonomisk ved anlægget af jernbanen. Det endte med, at byrådet solgte byggegrunde i den sydlige del af byen (nuværende Rønne Allé og Drogdensvej).

Byens restauratører og handlende var selvfølgelig glade for turisterne. De lokale havde lidt blandede følelser. Hvad skulle man med de der københavnere, der gik rundt og kiggede ind ad vinduerne?

Anlæg af Amagerbanen i 1907 bevirkede, at Dragør blev et udflugtsmål og mange lokale begyndte for alvor på systematisk værelsesudlejning. Man tilbød landliggerne den bedste del af sit hus og flyttede så selv på loftet eller i et udhus.

I 1938 kunne man også tilbyde turister, at de kunne smutte en tur til Limhamn i Sverige. Det var Robert Hansen (ejer af Autoparken, hvor Shell ligger i dag på Kirkevej), der sammen med andre lokale havde stiftet et færgeselskab. Sejllads måtte stoppe på grund af krigen og færgedrift blev som bekendt først genoptaget i 1960. (Historisk Arkiv).

Turistinformation

På Historisk Arkiv på Stationsvej 5 og netsiden har man mange eksempler på de aktiviteter der blev etableret for at tiltrække turister. Boghandleren og kiosker solgte utrolige mængder postkort.

Som andre steder, har man talt om: Hvor mange turister ønsker man? Hvilke typer turister ønsker man? Hvornår ønsker man dem? Til en vis grad, kan man målrette indsats, men turister bestemmer selv, hvornår og hvordan de vil besøge byen.

Boghandler og kiosker solgte postkort med motiver fra Dragør, Store Magleby og Kongelunden. I mange år efter, at stubmøllen på Møllevej 5 i Store Magleby var nedrevet, kunne turister stadig købe postkort med den historiske mølle. (Arkiv: Dines Bogø).

Der har været turistkontor i Dragør flere steder. Byens handlende og foreninger har sammen med museerne stået for forskellige aktiviteter.

Dragør og Store Magleby kommuner har gennem tiden bidraget, men som regel overladt initiativerne til private.

For en del år siden blev der opsat store kommunale bykort. Desværre blev de ikke vedligeholdt og fremstod bestemt ikke som en god reklame for kommunen. For et par år siden begyndte man at udskifte de falmede bykort.

Aut. Turistfører Hanne Stockbridge har altid talt om, at man skal behandle turister ordentligt. I 2014 blev der lavet en nødløsning på Færgehavnen. Hanne blev drillet med, at toiletvognen var malet i hendes partifarve. (Foto: Dines Bogø).

Et naturligt behov for at ”vaske hænder” har gennem tiderne altid været et emne, der kunne give anledning til heftig debat.

De handlende mente ikke, at de også skulle stille toiletter til rådighed og kommunen ville gerne hjælpe, men sådan noget koster penge, specielt, hvis gæsterne ikke behandler installationerne ordentligt.

Forsøgsvis har man opstillet ekstra faciliteter på Færgehavnen lige op ad det permanente toilet (ved turistbus P-plads og legeplads).

28. juli 2018. Kommunal løsning. Der mangler toiletter også på havnen, så vi opsætter et ekstra ved siden af det permanente toilet på Færgevej. Nå meningen var god nok. Man ville ikke genere ved at opsætte skurvognen lige op ad en historisk bygning på den gl. havn eller inddrage en af de yderst sparsomme P-pladser. (Foto: Dines Bogø).

Kommer der et toilet ved Nordre Væl på en af de kommunale grunde? Ikke meget nærliggende hjælp. Shell 7-eleven henviser turister til Føtex Food. Toilet på Dragør Kirkegård har begrænset åbningstid.

Den 21. marts 2019. Nu er der hjælp forude. Få skridt til nærmeste toilet, som man kan håbe på, bliver behandlet pænt, så det ikke uafbrudt skal serviceres. (Foto: Dines Bogø).

Nye skilte

Mange turister har efterlyst information. Hvor er der busstop, hvor ligger museet, hvor er stranden og Søbadet m.v.?

Det første skilt er nu opsat på Strandlinien ved Dragør Museum. Der kommer flere tilsvarende skilte og det er Plan- og Teknik, der opsætter efter rådgivning fra Turistkontor og de handlende.

Den 21. marts 2019. Nyt skilt i designfarve. (Foto: Dines Bogø).
 

Seneste artikler

38 børn og unge fra Dragør Kirkes kor akkompagnerer Helen Frank på to numre og er med til at kaste endnu mere magi og følsomhed over aftenens koncert. Foto: TorbenStender.

38 børn og unge fra Dragør sang med Helene Frank

Dragør Kirke var stuvende fuld, da Helene Frank gav koncert onsdag aften, og det hele endte med stående og intens applaus. Også omkring hende på scenen var der fyldt. 38 børn og unge fra kirkekoret akkompagnerede hende på to numre.

Iført waders tjekker Lene Espersen sine egne ruser, og om hun skulle være heldig, at der er fjordrejer i dem. Foto: TorbenStender.

Øverst på cv’et står fritidsfisker

Med en fortid som minister, administrerende direktør og en nutid som bestyrelsesmedlem har tidligere toppolitiker Lene Espersen indtaget adskillige hjørnekontorer. Glasset er dog langtfra tomt, og projekterne står i kø. Derfor søger hun også roen med to ben solidt placeret i Øresund.

 
 

Fik du læst?