Vi har modtaget: Vi Konservative får til tider skudt i skoene, at vi er bagstræberiske når vi ikke kan se den fantastiske mulighed der ligger i, at købe det gamle Asylcenter Kongelunden af Udlændingestyrelsen. At vi ikke kan se visionen!
Indlæg af Martin Wood Petersen (C) Medlem af Dragør Kommunalbestyrelse
Nu synes jeg ikke at hverken jeg selv eller Det Konservative Folkeparti i Dragør er bagstræberisk, men at vi rent faktisk er et parti med dygtige og visionære mennesker, der har det til fælles at vi vil Dragør Kommune og herunder kommunens økonomi det absolut bedste.
Men når nu byens borgmester og et flertal i byrådsgruppen mener det modsatte, må man jo en gang imellem tage sine vurderinger op til overvejelse. Det besluttede jeg så at gøre på den flotte sommerdag 17. juni 2019. Jeg tænkte at Asylgrunden måske ville tage sig ekstra godt ud på en smuk sommerdag, hvorfor jeg satte kurs mod Kongelunden.
Efter 1 times vandring på grunden med kiggen på bygninger og en god snak med Udlændingestyrelsens opsynsmand, må jeg desværre konstatere at jeg ikke har rykket mig.
Jeg synes fortsat at 2,7 millioner kroner er mange penge for noget som jeg ikke helt ved hvad vi skal bruge til.
- De små barakker som ligger længst væk på grunden, kan efter sigende bruges til flygtninge. Men vi får bare ikke nogen flygtninge for tiden. Og for at være helt ærlig synes jeg ikke det er hensigtsmæssigt at placere at fåtal flygtninge så langt væk fra alting. Ved Hollænderhallen sker der trods alt noget. Det mindste vi kan gøre, er vel at give de få flygtninge vi får til Dragør tålelige forhold.
- Så har der været diskuteret aktivitetsområde for byens foreninger. Og der er lagt i støbeskeen til et åbent hus-arrangement i august. Men hvad er det vi vil placere længst væk i kommunen? Uden at skulle tale på andres vegne, tror jeg hellere vores foreninger vil have forbedringer og renovering på nuværende anlæg i Dragør, end at gå i gang med noget nyt i Kongelunden. Allerede nu er det svært at få klubberne til at bruge Kongelundshallen i vintersæsonen.
- Og hvad skal der ske med de bygninger der er ramt af skimmelsvamp. Ifølge planen skal de forsegles. Men på et eller andet tidspunkt skal de rives ned. Hvad kommer det så til at koste? Nu er jeg ikke nedrivningsekspert, men det er i hvert fald ikke gratis at rive bygninger ned og derefter bortskaffe forurenet materiale.
Så i mit stille sind håber jeg at vi kan få lagt alle disse planer i mølposen og lade Udlændingestyrelsen beholde Asylgrunden. Og så håbe på at de dækker omkostningerne til nedrivning og derefter planter fredskov på området. Det er da i hvert fald en lille vision 😉
Med de allerbedste hilsner
Martin Wood Pedersen
Medlem af Dragør Kommunalbestyrelse for Konservative