Snakken i byen har været livlig. Hvad bliver der dog på hjørnet i den tidligere Bistro? Nu er ventetiden imidlertid ovre og der kan siges buona giornata e benvenuto (god dag og velkommen) til en ny italiensk restaurant RE Cucina hvor råvarer, service og atmosfære er top trimmet og klar til at vise Napolitansk kokkekunst i hjertet af Dragør.
Malik Helal er manden bag den nye italienske restaurant som netop i dag slår dørene op. Malik Helal bor med sin familie i Søvang og har siden 1984 haft foden under eget restaurationsbord. Bl.a. startede han tilbage i 1991 Reef N’ Beef i København. I alt er det blevet til mere end 10 restauranter han har etableret siden han startede i branchen.
Og hvad kan man så forvente? Udover en fantastisk vellykket renovering som kombinerer moderne forventninger og italiensk hygge, så er det hele sket med respekt for den smukke ejendom og følelsen af “velkommen” møder man i det øjeblik man træder ind ad døren.
Dernæst bliver man mødt af smilende betjening og ikke mindst den liflige duft fra stenovnen hvor der allerede er godt gang i de napolitanske pizzaspecialiteter som vil være en af restaurantens signaturer fortæller Malik Helal.
“For mig handler det om fantastiske råvarer. Vi henter råvarer hjem fra Italien og sikrer derved en uovertruffen og autentisk napolitansk smagsoplevelse. Ægte mozarella, italiensk suino nero (italiensk sortfods skinke) og en dej som hæver i tre dage er blandt nogle af hemmelighederne bag det som venter gæsterne”, fortæller Malik.
Malik Helal vil selv være at finde i den nye restaurant hvor han både har fingrene på kogepladen og hovedet i ovnen, som han selv udtrykker det. “Jeg er med over det hele”, siger han. I køkkenet er det Maliks bror Jeff som har ansvaret som Køkkenchef og Maliks datter Mathilde Anjelica Helal finder du på gulvet blandt gæsterne. Malik fortæller at han har glædet sig meget til at skifte Københavns pulserende restaurationsliv ud med det lokale hvor man hilser, møder og betjener folk man kender og genkender.
Menukortet ser lovende ud. Der er fra alle hylder af gode italienske lækkerier og priserne er ganske moderate fra 75,- opefter. En Napolitansk Pizza starter ved 95,- og den dyreste Pizza med trøffel fra Umbrien må du slippe 145,- for. RE Cucina slår sig an på både restauranten og take-away så vil du spise hjemme så klarer de også den.
Umiddelbart ligner det et gennemført koncept som nok skal få mundvandet til at løbe og et godt supplement til Dragørs og måske endda hele Amagers madscene. RE Cucina holder åbent alle ugens syv dage. Køkkenet er åbent fra kl. 11.30 til kl. 21.00 og de lukker når sidste gæst er færdig ifølge Malik Helal.
Buona Giornata e Benvenuto Re Cucina!