Mange Dragør-borgeres job i fare: Thomas Cook konkurs

Adskillige Dragør-borgere risikerer at stå uden job efter at det britiske rejseselskab Thomas Cook er gået i betalingsstandsning. Derudover er omkring 600.000 rejsende strandet på ferie rundt om i verden. Det vurderes, at ca. 1400 danske rejsende bliver påvirket af konkursen.

Foto: Thomas Cook – PR

Af Henrik Hvillum

Administrerende direktør i Thomas Cook Airlines Scandinavia Per Knudsen er ked af, at det er kommet så vidt, både på kundernes og medarbejdernes vegne, efter moderselskabet Thomas Cook natten til mandag indgav en konkursbegæring.

”Jeg beklager dybt den opståede situation og de konsekvenser, den får for vores mange tilfredse kunder og trofaste medarbejdere i Thomas Cook Airlines Scandinavia”, siger Per Knudsen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

”Vi har opnået mange priser for vores gode kundeservice, men desværre er perspektiverne for fortsat drift ikke til stede, fortsætter han.

Thomas Cook Airlines Scandinavia er grundet konkursbegæringen tvunget til at indstille flytrafikken indtil videre, indtil der er fundet en løsning, og der er lavet en eventuel rekonstrueringsplan.

Manglede 1,4 milliarder kroner

Moderselskabet oplyste i en pressemeddelelse tidligere på natten, at det er gået i betalingsstandsning med “omgående virkning”.

Selskabet, der i Danmark ejer Spies, har gennem længere tid været i økonomiske problemer.

Det havde et akut behov for at få tilført et beløb svarende til cirka 1,4 milliarder danske kroner, hvis det skulle fortsætte driften.

Inden betalingsstandsningen var en kendsgerning, sagde kommunikationschef hos Spies, Lisbeth Nedergaard, at “man skal vide som rejsende, at Spies er et sundt selskab, og man er dækket af en rejseforsikring” i tilfælde af en konkurs.

Ifølge dagbladet BT får konkursen hårde ord med på vejen af de britiske piloters fagforening Balpa:

”Mens detaljerede planer for passagerernes hjemtransport er nøje planlagt, er personalet blevet dolket i ryggen”, lød det på Twitter mandag morgen.

Thomas Cook har næsten 22.000 medarbejdere i 16 forskellige lande, heraf 9000 i Storbritannien og 1000 i Skandinavien.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?