At Holger Danske Flytteforretning har fået tre gazeller i træk, taler næsten for sig selv. Indehaver Tommy Besby bor i Dragør. Her fortæller han om sin vej til succes og giver dig sine bedste tips til en sikker flytning, hvad enten du flytter privatlivet eller din virksomhed.
Af Pia Melander Guilbert
Måske troede du, at Holger Danske sad og slumrede i kasematterne på Kronborg Slot. I virkeligheden har han de sidste 24 år haft ret travlt med at flytte. Hr og fru Jensen, Dansk Politi og D´Angleterre er bare et par af de kunder, der tidligere i år sikrede Holger Danske Flytteforretning A/S sin tredje gazelle i træk.
Reklamer for voksne
Det hele begyndte i 1995. Tommy Besby arbejdede for sin far, der ejede Topflytning på Øresundsvej. Faren havde ikke meget fidus til reklame. Anderledes forholdt det sig med Tommy. Han kunne se, at hver gang han havde fået sin far overtalt til at annoncere, kom der flere kunder i butikken. En dag besluttede Tommy at starte sit eget, og at hans firma skulle have navn efter sagnfiguren, der vågner, når danskerne har brug for hjælp.
– I begyndelsen var vi fire mænd og kunne tage tre flytninger om dagen. Jeg kendte en, som arbejdede på Kanal København. Vi lavede en aftale om, at der skulle være reklamer for Holger Danske i de sene aftentimer, når de viste pornofilm. Og så kom der gang i forretningen, konstaterer Tommy Besby. Han tilføjer grinende, at en del af aftalen var, at kunderne fik 15 procent rabat, hvis de sagde, at de havde hørt om Holger Danske gennem Kanal København.
– Så ringede de og sagde noget forfjamsket a la: ”Min svigersøn har for resten sagt, at man kunne få rabat…”
En god flytning kræver professionelle flyttefolk
Samarbejdet med Kanal København betød også, at Holger Danske kom med i mange danske film.
– Vi har både været med i Far til 4 i Japan, Lykkevej, Lærkevej og Anna Pihl. Det er ikke noget, vi har fået penge for, men det betyder, at folk har husket os, til når de selv skulle flytte.
I dag har Holger Danske Flytteforretning 60 mand i ”marken”, som Tommy siger, og 12 mand på kontoret. Tommy viser DragørNyheder en artikel, trykt i Børsen i forbindelse med årets gazellekåring. Her blev Tommy Besby og salgschefen Martin Johansen interviewet på scenen om deres opskrift på succes.
Ud over reklame er svaret ifølge Tommy Besby at skabe et godt sammenhold mellem medarbejderne. Når man har det godt på sin arbejdsplads, yder man også sit bedste over for kunderne.
Det kan let gå galt
På spørgsmålet om, hvad man som kunde bør kigge efter, når man skal vælge flyttefirma, svarer Tommy:
– Vælg et firma, der kun bruger egne folk, og sørg for, at de er medlem af Dansk Møbeltransport Forening. Mange flyttefirmaer bruger indlejningspersonale. Det betyder, at de ikke kender de mennesker, de sender ud til kunderne. Så kommer der måske fire, der kan flytte og seks, der ikke kan. Det kan det let gå galt. Måske smadrer de en dør, taber noget tungt, så en flise knækker, eller en del af gulvet skal skiftes. Det er ikke for sjov, at vores folk får en 3,5-årig uddannelse. Og da vi er medlem af Dansk Møbeltransport Forening, har du garanti for, at alle vores forsikringer er i orden.
Ud over kvalitetsflytning til konkurrencedygtige priser tilbyder Holger Danske Flytteforretning A/S også opbevaring i moderne lagerfaciliteter. Læs mere på https://holger-danske.dk
Mød Holger Danske i galleriet herunder: (Foto: Maiken Kestner)