Amager topper: Her har flest boliger skiftet ejer i 2019

2019 har generelt været et år med masser af aktivitet på boligmarkedet, men i nogle postnumre er der solgt ekstra mange boliger. Boligsiden har lavet en opgørelse over de bedst sælgende postnumre og her topper Amager.

Foto: Boligsiden

Lorteøen. Københavns Manhattan. Eller guldkysten. Kært barn har mange navne, og i Amagers tilfælde har der igennem tiden været tale om en ø med mange øgenavne. Men i de seneste år har piben så at sige fået en anden lyd. Nu bruges der også betegnelser som Københavns Manhattan. Bydelen har nemlig gennemgået en stor forandring.

Det afspejler sig i den grad også på det amagerkanske boligmarked. Mange projektlejligheder er skudt op, og de traditionelle huse nær Amager Strandpark sælges nu ofte for priser, der er højere eller på niveau med huse på Strandvejen nord for København.

Sagt med andre ord: Det er blevet attraktivt at bo på Amager. Og det kan ses i statistikken.

Fem boligsalg om dagen på Amager i 2019

Boligsiden har lavet en opgørelse over hvor i landet, der er solgt flest boliger i 2019. Nærmere betegnet i hvilke hovedpostnumre, der er flest boliger, der har skiftet ejer. Og her ligger postnummer 2300 København S i absolut front.

Til og med november måned er der i alt solgt 1.752 boliger i 2300 København S. Det svarer til, at der er solgt 5,2 boliger om dagen i dette postnummer i 2019.

”Det går rigtig godt på det lokale boligmarked i 2300 København S. Det seneste år er priserne her steget med 2,4 procent for alle boligtyper, og der er tale om en stigning på hele 34 procent i antallet af solgte boliger sammenlignet med samme tidspunkt sidste år,” forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

I Dragør er der i samme periode også været tryk på boligkedlen. I alt har 274 boliger skiftet ejer. I postnummer 2770 er det 434 boliger som kunne sige goddag og velkommen til en ny ejer.

Amager i markant forandring

Men til forklaringen hører selvfølgelig også, at der generelt findes mange boliger i postnummer 2300 S, og at der derfor også helt naturligt vil blive solgt flere end i andre byer med færre boliger.

Med til historien hører også at Amager er et af de områder i København, som har oplevet en stor forandring igennem de seneste år. Der er gang i byggeriet, der er kommet mange nye arbejdspladser til øen, der er metrolinje, Islands Brygge og området ved Amager Strandpark. Naturen og nærheden til byen syntes at være attraktivt i disse år. Og ikke mindst at man hurtigt kan nå rundt på cykel.

Kilde: Boligsiden

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?