I Dragør har vi plads til større armbevægelser

Der er stor forskel på, hvor mange kvadratmeter danskerne har at boltre sig på. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Dragør er den kommune i hovedstadsområdet, der har mest plads pr indbygger.

Dragør er den kommune i hovedstadsområdet der har flest kvadratmeter pr indbygger ifølge en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

I København bor man dyrt og småt. I Jylland bor man stort og flot. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. I Tønder har hver indbygger i gennemsnit 64,8 kvadratmeter at boltre sig på. En københavner har til sammenligning 40,1 kvadratmeter.

Dragør er den kommune i hovedstadsområdet, der har flest kvadratmeter pr indbygger, nemlig 53,1. Flytter du til Tårnby, må du statistisk vinke farvel til ti kvadratmeter, eftersom man her gennemsnitligt kun har 43. Flest kvadratmeter får du på øer som Samsø, Ærø og Læsø, der alle ligger over 70 kvadratmeter pr person. Det samlede gennemsnit for alle danskere ligger på 52,5 kvadratmeter.

Burde have 28.000 flere boliger
Boligarealet pr person hænger sammen med efterspørgslen i lokalområdet. Jo større efterspørgsel, jo højere kan prisen pr kvadratmeter presses op. Det sætter en grænse for hvor stor en bolig, man har råd til at købe. Husstandsindkomst, gennemsnitlig familiestørrelse samt til- og fraflytninger i den enkelte kommune er andre faktorer, der spiller ind.

Hver måned kommer der gennemsnitligt 800 til 900 nye indbyggere til København, men antallet af nye boliger følger ikke med. Det presser prisen op og antallet af kvadratmeter pr indbygger ned.

– I Aarhus og andre storbyer som Odense og Aalborg har man i langt højere formået at bygge de nødvendige boliger i samme tempo, som antallet af indbyggere er steget, understreger Jacob Hangaard, der er økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

København er kommet alt for sent ud ad starthullerne:
– Lidt firkantet sagt burde der i løbet af de seneste ni år have været bygget op imod 28.000 flere boliger i København, og netop det afspejler sig også i boligpriserne i dag, forklarer han.

I Dragør havde vi i 2010 52,5 kvadratmeter pr person. Der er altså sket en stigning på 0,6 kvadratmeter, hvor der i samme periode er sket et fald på 1,0 kvadratmeter i Tårnby og 2,1 kvadratmeter i København. Generelt er tendensen, at folk får mindre plads i hovedstadsområdet.

Kilde: Dansk Byggeri

Læs også:

Boligmarkedet i Dragør har balanceret sig

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?