Historietimen – Ny bog “Kikkenborgen 2019”

Arkivet på Stationsvej 5 er fyldt med spændende historier. Tirsdag den 7. januar 2020 kl. 17.30 indbød arkivar og frivillige til præsentation af den nye årbog ”Kikkenborgen 2019”.

Ikke bare det. Nyt om arrangementer. Lidt om organisatorisk fremtid og som en ekstra overraskelse en ny udstilling.

7. januar 2020. Arkivar Henning Sørensen bød velkommen til månedens “Historietime”, der også kan kaldes “Fyraftensforedrag”. (Foto: Dines Bogø).

Af Dines Bogø

Arkivar Henning Sørensen bød velkommen og nævnte aftenens program. Kort orientering om, at en forventet sammenlægning af arkiv og museer vil blive behandlet på et udvalgsmøde den 15. januar 2020 med virkning pr. 1. februar 2020.

Bestyrelsesformand for Museum Amager, Carsten Dinesen Maass smilede, da Henning Sørensen nævnte, at punktet om sammenlægning af arkiv og museum er på udvalgsdagsorden om et par dage. (Foto: Dines Bogø).

Henning nævnte den mulige opdeling af bygningen på Stationsvej 5. Udadvendte funktioner og de mere interne med arkivalier.

Lidt tal, hvor vi bl.a. fik at vide, at arkivets del af www.Arkiv.DK er meget velbesøgt. 80.000 besøg, som i forhold til Dragørs størrelse er et meget højt tal.

Blandt aktiviteterne i 2019 hørte vi om bøgerne: Strandparken, Trap Danmark samt Kikkenborgen 2019. Der var desuden også arbejdet med projekt Verdenskulturarv, digitalisering af flere ældre film. Arkivet har modtaget mange store samlinger samt fået mulighed for at skanne fotos fra store familiealbums.

Kikkenborgen 2019

Årbogen med de mange artikler kunne købes for 90 kr. Hanne Bacher Bendtsen, Jesper Paulsen og Anne Vermehren fra de frivillige fortalte om udvalgte artikler og arbejdet med at indsamle og bearbejde materialet, der er brugt.

7. januar 2020. Der var fyldt i salen på Historisk Arkiv. Gæster og frivillige. Her fortæller Jesper Paulsen om glæden ved at deltage i det frivillige arbejde. Fotos: Dines Bogø).

Som en sidebemærkning blev det nævnt, at arkivet har fået meget nyt om Dirch Passers familie, der i flere generationer har boet i Dragør. Så måske et kommende emne til Kikkenborgen.

I nyeste udgave af Kikkenborgen er der flere artikler om Dragør under besættelsen. Aktuelt emne her som markering af 75 året for Danmarks befrielse.

Trap Danmark

Henning Sørensen viste eksempler fra Trap Danmark de først fem udgaver fra starten i 1858 til forrige udgave i 1960.

7. januar 2020. Trap, beskrivelse af danske lokaliteter. Henning viste eksempler fra Dragør fra de seks udgaver, der er udkommet fra 1858 til 2019. (Fotos: Dines Bogø).

Den 21. januar 2020 kl. 19.30 præsenterer chefredaktør Niels Elers Koch sjette udgave og det særlige afsnit, der er lavet som selvstændig bog om Dragør. Ved Lokalhistorisk Forenings arrangement på Wiedergården vil bogen desuden være til salg til favørpris.

Foredrag, frivillige og ny udstilling

Folkeuniversitets program for foråret 2020 blev omtalt. Det er Christian Aagaard og Tina Høegh Nielsen der fortæller. Det foregår på Stationsvej 5.

På opfordring fortalte de frivillige om deres baggrund for at deltage i arbejdet på Stationsvej 5 og ”i marken” f.eks. med interviews.

7. januar 2020. Cherine Munkholt, Tina Høegh Nielsen og Wiebke Zickert er blandt de mange frivillige på Historisk Arkiv, Stationsvej 5. (Fotos: Dines Bogø).

Anne Vermehren sluttede arrangementet af med at fortælle et par af de frivillige med kort varsel havde opbygget ny udstilling i mellemgangen.

Anne Wermehren fortalte om malerens Chr. Mølsteds skitsebøger, som hun er ved skanne. Hanne Bacher Bendtsen, der også er formand for Beboerforeningen i Dragør, fortalte spøgefulgt, at hun efter aftale med PostDanmark i sin tid havde sørget for, at ikke alle i den gamle by, skulle have postkasse opsat i skel ved vejen. (Foto: Dines Bogø).

De ca. 40 fremmødte gav udtryk for, at det var en spændende udstilling om brødrene Jans. Mange husker Svend Knud og Poul, der har sat deres præg på lokalsamfundet.

Svend, Knud og Poul Jans har været meget aktive på flere måder i Dragør. Læs om de tre brødre i udstillingen på Stationsvej 5. (Fotos: Dines Bogø).

Historietimen, der startede sidste år, ser ud til at være sammensat på en måde, der fint fortæller om aktiviteter. Vi får også sat ansigt på de mange frivillige, der dagligt hjælper med arkivering, skanning, overspilninger, registreringer, interview, ekspedition af forespørgsler m.v.

Et perfekt samspil mellem den fastansatte arkivar og de mange engagerede borgere.

7. januar 2020. Nogle af de mange tegninger og fotos, der fortæller om de tre Jans-brødre, der hver for sig satte deres præg på Dragør. (Fotos: Dines Bogø).
 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?