Omkring påskeferien skydes foråret for alvor i gang i Dragør. Her åbner den populære isbutik Rajissimo nemlig i nye lokaler på Kongevejen 13, hvor brugskunstbutikken Laura Ella hidtil har ligget.
Rajissimo har længe manglet plads, forårsaget af de mange kunder, som hver sommer køber is i butikken, og derfor har de ofte stået i kø langt ud på gågaden. Det problem skulle gerne være et overstået kapitel nu, fordi der er bedre plads i de nye lokaler.
Det betyder, at der dels er plads til en længere kø indenfor, og dels at man kan sætte sig ned og spise sin is/vafler/kaffe indendørs, hvis man ønsker det, således at konceptet bliver lidt mere café-agtigt.
Det nye Rajissimo bliver naturligvis en isbutik, men Den Gamle Bager bevares, således at der er fri passage mellem de to forretninger. Det er med andre ord tilladt at spise sin is hos bageren og sit brød i isbutikken…
Holder åbent hele året
Som det vil være de fleste is-elskere bekendt, så plejer Rajissimo at være lukket om vinteren. Det bliver der ligeledes lavet om på, så butikken fremover er åben hele året. Faktisk har butikken i Dragør været en undtagelse i Rajissimo-universet, fordi man (med undtagelse af filialen på Kongelundsvej) har helårsåbent i de øvrige butikker.
”Folk spiser også is om vinteren, specielt hvis man kan komme indenfor og sidde. Måske skal man også have en kop kaffe eller en milkshake, og så kan man jo få varmen alligevel. Nogle af Rajissimos butikker har faktisk åbent fra 10-23. Samtidig giver det god mening, at man kan gå fra bageren og ind i lokalet ved siden af (der, hvor Laura Ella ligger nu – red.) eller den anden vej”, siger Helle Hende, som jo flytter Laura Ella til Badstuevælen.
Hun og hendes mand Lars ejer bygningen, hvor den nye isbutik skal ligge.
Det nye Rajissimo kommer til at have åbent i længere tid om aftenen end hidtil. Det giver mere liv omkring torvet i Dragør, primært på de lune sommeraftener, naturligvis.