Sæsonen for nordens svar på beluga – stenbiderrognen er tyvstartet og du kan allerede nu sikre dig nogle hundrede gram af de små farverige og delikate fiskeæg. Hold øje med de lokale fiskere på havnen i Dragør og ellers må du en smut forbi supermarkederne som plejer at være hurtige med tilbud på den nordiske delikatesse.
På ganske kort tid og med ganske få ingredienser kan du trylle små sprøde mundfulde med stenbiderrogn frem. Imponér dine gæster og server dem f.eks. som forret, som en tapasret eller som appetizers. Du kan forberede det meste i god tid. Når dine gæster kommer, skal du blot bruge et øjeblik på anretningen. Hellere bruge tiden sammen med gæsterne end på at stå i køkkenet ik’?
Fyldte æg med stenbiderrogn
Her får du opskriften på fyldte æg med stenbiderrogn, som er små lækre hapsere, der er perfekte på frokostbordet. Æggeblommerne er bl.a. smagt til med wasabi, som minder lidt om peberrod. Det er en rigtig nem lille ret, der ikke tager lang tid at tilberede.
Sprøde chips med frisk stenbiderrogn
Sprøde chips med frisk stenbiderrogn er en rigtig appetitvækker og kan tilberedes på ganske kort tid. Det er en rigtig lækker snack, forret eller tapasret. Du kan forberede det meste i god tid, så det kun er anretningen, der skal bruges tid på, når dine gæster er kommet.
Stenbiderrogn er bl.a. rig på D-vitamin, som vi også får fra solen. Vinteren over er det de færreste af os, der får nok af “sol-vitaminet” – så hvorfor ikke spise sig til det i de mørke måneder?
Du kan altid finde inspiration til flere nemme og lækre retter under Mad & Drikke hvor jeg hver uge bringer nye tips. Eller på min Facebook-side hvor du flere gange om ugen vil modtage inspiration til gode og sunde opskrifter, der tager udgangspunkt i årstidens råvarer.
Jeg ønsker alle en rigtig god uge og god fornøjelse med de små gyldne fiskeæg.
Mette Forman
Madblogger
www.dehandlermestommad.dk
Læs også sidste uges madtip: