Trods nye fiskekvoter, er der stadig fisk at hente på kajen i Dragør

”Hvis det bliver helt tosset, så må man jo overveje at kikke væk efter noget helt andet. Men når man har fisket i snart 40 år som jeg har gjort, så kan det være svært med de nye kvoter”, siger Robin Kvist der endnu lander fisk i Dragør Havn.

”Det at sælge fisk direkte fra kutteren, det har vi tilladelse til”, fortæller Robin Kvist i Dragør Havn. Så der er stadig fisk at købe. Men man skal jo selv rense fisken! Foto Jens Breinholt Schou /DragørNyheder.dk

Af Jens Breinholt Schou

Havfrisk

Hele efteråret 2019 har der været gang i fiskeriet i Dragør Havn. I januar i år har der dog kun været to aktive erhvervsfiskere, Leif Tolstrup med kutteren NF7 og Robin Kvist med kutteren KE321-og nu her i februar Palle Rasmussen med kutteren K14. Men du kan stadig købe frisk fisk, for tiden et tidspunkt mellem kl. 12 og 14, hvis du er heldig og har tid til at komme forbi.

Vi er jo nogle der har tid til at finde ud af hvornår I kommer ind med fisk. Men det der med at købe fisk direkte fra båden, det er ikke så nemt for en husmoder m/k der har fast arbejde. Så hvad så, spørger vi Robin?

”Jeg arbejder på at få hjemmesiden havfriskfisk.dk op at køre”, siger Robin. ”Men der skal jo også være nogle fisk at sælge hver dag, og det kan man jo ikke være sikker på mere. Så jeg ville gerne sætte siden ”Havfriskfisk” op igen, måske om et par måneder, hvis altså jeg har noget at sælge til den tid.” Men har du tid, ja så er der fortsat frisk fisk at købe på havnen, siger vi.

De nye bestemmelse om kvoter i december drejer sig om markant begrænsning af kvoterne på torsk i 2020, siger Robin Kvist. ”Så i dag må jeg kun fange 10 % af hvad jeg måtte fange for godt 10 år side i 2007. Jeg må godt nok stadig lande fladfisk som skrubber; men på rødspætter er der også nogle begrænsninger”. Foto Jens Breinholt Schou /DragørNyheder.dk

Hvad med kvoterne?

I december 2019 annoncerede Fiskeristyrelsen nogle nye fiskekvoter, og de kvoter betyder, som vi var inde på i sidste artikel om fiskeri fra Kastrup Havn, at kvoterne for torskefiskeri i Øresund er meget lave i 2020.

Måske hjælper det på fiskebestanden; men hjælper det for alvor. Hvordan ser det ud fra Dragør Havn, spørger vi en af de aktive erhvervsfisker Robin Kvist. I Kastrup siger fiskerne at sælerne er et af de store problemer, oplever du også det?

”Ja sælerne, de æder fiskene og de skræmmer fiskene væk. Det begyndte allerede for 25 år siden. Dengang var det de små spættede sæler, de gik direkte efter leveren på fiskene. I dag er det de store gråsæler på op til 300 kg der er problemet, og de æder så meget af fiskene som de kan få fat på.”

Der er sælerne. Hvad med de store kuttere? Der har været skrevet en del om dem sidste år. Er de en del af problemet med fiskene? ”Ja, men vi ser ikke de meget store industrikuttere i Dragør. Men de kom i Øresund for en del år siden, bådene blev større og større, og fiskene blev mindre og mindre. Der ligger stadig nogle store kuttere i den østlige Østersø, og de fanger de mindre fisk som fx sild og brisling, som torsken skulle leve af. Det er en stor del af problemet.”

Og så er der sandsugerne, fortæller Robin Kvist. De ødelægger fiskenes gydepladser. Det er især sydpå i Øresund der er sandsugere, og når der ikke er gydepladser så kommer der heller ikke så mange af de småfisk torsken lever af. Det var ikke noget stort problem for 40 år side. Men med de store anlægsarbejder der er i Danmark, så er der brug for masser af sand.

Nu bliver det svært, siger den almindelige lægmand, for hvis sælerne, sandsugerne iltsvindet og de meget store kuttere er en stor del af problemet, hvad hjælper fiskekvoter så? ”Ja, det spørger vi fiskere også os selv om”, sige Robin Kvist.

Forsættelse følger…

Læs også:

Er løbet kørt for fiskeri efter torsk i Øresund?

Seneste artikler

 

Fik du læst?