Biblioteket anbefaler: Stiklingen

Et par gange om måneden anbefaler Dragør Bibliotekerne gode bøger til AmagerNyts læsere. Denne uge er det voksenbibliotekar Ulla Fajfer, der giver sit bud på nyt læsestof.

Islandske Arnljotur Thorir er 22 år gammel og ved ikke helt, hvad han vil med sit liv. Han har på ingen måde lyst til at begynde at studere, som hans gamle far ellers gerne vil have ham til. Dét, der optager ham, er planter og roser, som er en interesse, han delte med sin nyligt afdøde mor.

Romanen begynder, hvor Arnljotur spiser afskedsmiddag med sin far og handicappede tvillingebror. Det er aftenen inden, at han begiver sig ud i verden. Med sig har han tre stiklinger af ottebladsrosen samt et fotografi af sin 6 måneder gamle datter, Flora Sol, som han fik ved et uheld med en bekendt i familiens drivhus efter en bytur. Destinationen er en forsømt klosterhave i Norditalien, hvor Arnlotur har fået til opgave at restaurere rosenhaven.

Rejsen igennem Europa fra Island går ikke snorlige, for der er en del udfordringer undervejs. Arnljotur rejser igennem flere europæiske lande, som i bogen gengives uden navn, hvilket underbygger stemningen af at være ”on the road” – ud i det ukendte.

Arnljotur ankommer til klosteret og finder sig hurtigt til rette med gartnerarbejdet. Han får desuden tiden til at gå med madlavning og filosofiske samtaler med Pater Tomas, hvis ”livserfaring” mest af alt kommer fra sin store samling af VHS-bånd med alverdens filmklassikere. Anderledes går det ikke, end at Arnljotur får uventet besøg fra Island; nemlig af Flora Sol og hendes mor, og det sætter gang i handlingen på en fin og overraskende måde.

“Jeg kan virkelig anbefale Stiklingen, da det er en smuk historie, der på en eller anden måde omhandler alt det gode i tilværelsen. Det er en underfundig og hyggelig ”pageturner”, som man husker længe efter, den er lagt væk. Arnljotur lever med en inspirerende lethed, uden at det virker påklistret og uægte. Dejlig læsning til en urolig tid med Corona-pandemi.”

Du kan låne på E-reolen, både som e-bog og som lydbog. Stiklingen er skrevet af Auður Ava Ôlafsdóttir og blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris året efter, at den udkom. Den danske udgave er oversat af Erik Skyum Nielsen.

 

Seneste artikler

Vejarbejde genoptages

Efter en længere pause fortsætter arbejdet med udvidelsen af til- og frakørselsramperne til motorvejen ved Tårnby Torv

 

Fik du læst?