Læge Stig Ekkert: Frustrerende at det går så langsomt herhjemme

På Hvidovre Hospital afventer læge Stig Ekkert og professor Thomas Benfield stadig de sidste formalia, så de kan påbegynde deres forsøg med at anvende malaria-midlet klorokin på corona-patienter. Imens kigger Stig Ekkert utålmodigt mod Frankrig, hvor man i øjeblikket ser gode resultater ved at kombinere klorokin med det kendte antibiotikum Zitromax. 

Læge Stik Ekkert arbejder i øjeblikket på højtryk i et forskningsteam for at afprøve om midlet Klorokin har en positiv effekt på Coronavirus. “Jeg synes, det uetisk og imod Lægeløftet ikke at prøve klorokin og Zitromax på patienter, der er så syge, at de indlægges”, siger Stig Ekkert.

Af Pia Melander Guilbert

På et infektionshospital i Marseille gennemføres i øjeblikket et forsøg på patienter med corona-virus (Covid-19). Bag forsøget står lægen Didier Raoult, der behandler to grupper patienter og løbende offentliggør sine resultater. Den ene gruppe får malariamidlet klorokin i kombination med antibiotikummet Zitromax, mens den anden udelukkende får ”almindelig” behandling med blandt andet ilt og eventuelt respirator, som man behandler i Danmark. 16 er nu døde i den sidstnævnte gruppe. Kun en er død i den gruppe, der får kombinationen af klorokin og Zitromax.

– Det er for få døde til at sige noget med sikkerhed, men ifølge en professor i matematik, som jeg har bedt om at kigge på tallene, alligevel statistisk signifikant, konkluderer læge Stig Ekkert og tilføjer, at den gode nyhed er, at otte danske hospitaler fra 6. april går sammen om at teste Didier Roults metode:

– Forhåbentligt er der så brugbare svar om kombinationsbehandlingen om fire uger.    

Tanken om at krisen kunne være undgået 

Selv har Stig Ekkert i samarbejde med professor Thomas Benfield netop gennemført et testforsøg på Hvidovre Hospital.

– Forsøgene er færdige og klar til at blive sendt ind til godkendelse, men det går så langsomt, at jeg indimellem er ved at rive håret af mig selv. Stort set alle andre lande omkring os har i ugevis været i gang med behandlingsforsøg. I Sverige har Lægeforeningen for længst accepteret klorokin som et alternativ til indlagte patienter, fortæller Stig Ekkert og tilføjer:

– Har mine forskerkollegaer i Danmark ikke forstået, at vi har rigtig travlt? Hvis klorokin og Zitromax rent faktisk virker, som kineserne og de franske læger fra specialhospitalet i Marseille har påstået hele tiden, kunne krisen være undgået. Det er svært at tænke den tanke.

Imod lægeløftet ikke at prøve

Stig Ekkert kender udmærket sundhedssystemets argumenter for den lange behandlingsprocedure, men mener, at vi med en pandemi i hælene må lægge de fine principper på hylden og være hurtigere til at prøve ting af. 

– Jeg synes, det uetisk og imod Lægeløftet ikke at prøve klorokin og Zitromax på patienter, der er så syge, at de indlægges, så længe de ikke har helbredsproblemer som for eksempel lang QT tid (hjerteproblem red.).

– Det kan være meget godt med Remdesivir (præparat udviklet til at behandle bla. SARS og Ebola red.), og alle de dyre midler, der nok skal fylde lommerne på medicinalfabrikkerne og deres lakajer, men videre logisk er det ikke at satse så mange midler på noget, som, hvis det hjælper bedre end klorokin, først kommer os til gavn i 2021. 

– Klorokin og Zitromax findes allerede på apotekets hylder. Det er kendte præparater, og med et EKG i hånden, kan man roligt give det til de indlagte. Turde vi stole på de dygtige udenlandske forskere, kunne vi gøre som i USA, og især New York, hvor 70.000 er ved at blive sat i behandling med løbende testning. ”It may help” lyder mottoet i USA. Herhjemme siger vi: “nej det vil vi ikke, det kunne jo være at det ikke hjalp.” 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?