Hotspot: Masser af rødspætter og mange kunder

Nok er der coronakrise i Danmark og resten af verden, og så er der opholdsforbud flere steder i landet. Dragør ligner i disse uger samtidig et udflugtsmål. Til dato er Dragør dog et forholdsvist roligt udflugtsmål og ligner ikke et af politiets nye “Hotspot”.

Festen på Islands Brygge er flyttet. Der er kommet opholdsforbud på Bryggen. Nu er der så godt som mennesketomt. Foto Jens Breinholt Schou / AmagerNyt.

Af Jens Breinholt Schou

Kommer der flere opholdsforbud?

Foreløbig er der kun et enkelt sted med opholdsforbud på Amager, og det er som de fleste nok ved, Islands Brygge. Den aktuelle liste fra Politiet over hotspot peger på tre hotspots i København, nemlig:

  • Islands Brygge, Omkring Havnebadet og Kulturhuset og hele Havneparken
  • Göteborg Plads, Havneområdet
  • Dronning Louises Bro, bænke i solen på broen og ved søerne

Læs også: Politiet forbyder ophold på Bryggen

I Dragør har der været flere debatter på Facebook, om at der har været lidt for mange personer samlet. Vi har over de sidste uger forsigtigt vovet nogle ture ned ad Kongevejen over Neels Torv til Dragør Gamle Havn, og vi har set markant flere mennesker i byen. De fleste færdes tilsyneladende familievis, de færdes i mindre grupper, og de viser hensyn til hinanden. Så foreløbig ligner Dragør Gamle by ikke et nyt hotspot.

”Der er masser af rødspætter, og der er også mange kunder”, siger fisker Leif Tolstrup, på spørgsmålet om aktiviteten på Dragør Havn, og fortsætter ”både gamle og nye kunder.” Og så er der en fornuftig køkultur. Foto Jens Breinholt Schou / AmagerNyt.

Fiskerne i Kastrup Havn og i Dragør Havn klagede, som du har kunnet læse i tidligere artikler i AmagerNyt, i januar og februar måned i år over de nye fiskekvoter der satte nogle nye begrænsninger for fiskeriet i Øresund. Men nu er der fisk, og der er kommet en del mennesker på havnen i det daglige. Så de to faste erhvervsfisker Robin Kvist med kutteren KE321og Leif Tolstrup, tidligere Kragenæs og med kutteren NF7, klager ikke i disse dage. Og Robin Kvist har endda sat et skilt op ved sin fiskekutter om man kan få telefonbesked, om hvad han har fanget, og om hvornår han er inde i havnen!

Spisestederne serverer ikke mad lige for tiden, men flere har takeaway. Så på solskinsdage er der gang i borde og bænke og trappestenene i Dragør – både til takeaway og til medbragt mad. Foto Jens Breinholt Schou / AmagerNyt.

Seneste artikler

Fik du læst?