Skriv under inden 4. juni, hvis du vil bevare det sidste stykke af Amagerbanen og de omkringliggende kolonihavehuse. Det er nemlig datoen, hvor en eventuel fredning bliver taget op på Københavns Rådhus. DSB-Ejendomme varslede tidligere i år, at de ville rømme det kulturhistoriske område for at bygge boliger og erhvervsejendom.

Af Pia Melander Guilbert
Mellem Uplandsgade og Kløvermarken strækker sig et lille lokalhistorisk eventyr, nemlig den sidste rest af Amagerbanen, der er omgivet af små skæve kolonihavehuse og frodig grøn natur. Den 1,2 kilometer lange banestrækning kan i dag opleves på dræsine og skinnecykler, der lejes ud af foreningen Amagerbanens Venner, men det kan snart være slut. DSB-Ejendomme, der ejer området, ønsker at bygge bolig og erhverv, og lejerne af de omkringliggende kolonihavehuse har fået besked om at være ude i marts 2021.

Flere underskrifter
Facebookgruppen ”Bevar Amagerbanen”, der har 3204 medlemmer, har startet en underskriftsindsamling i håb om at kunne få fredet den kulturhistoriske strækning, der også har en unik biodiversitet. På grund af de sprøjtegifte, man i sin tid har brugt omkring banerne, og det grus, der er brugt under skinnerne, har kun nogle specielle planter kunne overleve. Det giver baneterrænnet en særlig høj naturværdi.
”Bevar Amagerbanen” skriver på Facebook, at man både har lokal opbakning og støtte fra lokaludvalget samt købehavns Rådhus til at få fredet området. Gruppen har allerede nu fået 2000 underskrifter fra borgere, der gerne vil være med til at bevare banen, men håber, at der kommer mange flere, inden sagen behandles på rådhuset d. 4. juni. Du kan også være med. Gå ind på linket her
Læs også: