Sygeplejersken, skraldemanden og personalet i supermarkedet er nogle af de helte, vi har hyldet under corona-krisen, fordi de gennem deres job tog den menneskelige kontakt, mens vi andre forskansede os i vores afsprittede hjemmekontorer. Johnny Pedersen og hans kollegaer på Kløvermarkens Pumpestation er en anden type helte. De overvåger byens spildevandsanlæg.

Af Pia Melander Guilbert
For et stykke tid siden bragte AmagerNyt serien ”På job med corona”. Her hyldede vi sygeplejersken på intensivafdelingen, skraldemanden og butiksassistenten i supermarkedet. En læser har nu gjort redaktionen opmærksom på en anden type helte, der også har været med til at få hverdagen til at løbe rundt under corona-krisen, nemlig driftsfolkene på byens spildevandsanlæg.
En af dem er Johnny Pedersen, der er sektionsleder på Kløvermarkens Pumpestation.
– Vi er sådan set altid i gang. Uanset om der er skybrud – eller nu med corona, så skal maskineriet holdes i gang og overvåges, forklarer Johnny Pedersen, der selv bor på Amager og har været sektionsleder i HOFORs afdeling for Drift Spildevand siden 2007.

Vand i trygge hænder
Da driften af maskineriet ikke kan varetages foran skærmen hjemme i privaten, møder Johnny og hans kollegaer dagligt ind på pumpestationen. De skal også hele tiden være klar, så der kan rykkes ud, hvis der opstår fejl på et af rensningsanlæggene. Med andre ord: Mens vi andre vasker hænder som aldrig før, er vandkvaliteten i trygge hænder hos driftsfolkene på Kløvermarkens Pumpestation.
Værnemidler ikke et nyt ord
Også her er der dog kommet nye retningslinjer under corona:
– Vi overholder alle de nye retningslinjer, for eksempel har vi nu kun en mand i hver bil, hvor vi før kørte to sammen. Vi møder ind på forskudte tider, og det samme gælder med bad og frokost, som vi også kører forskudt, fortæller Johnny Pedersen.
Værnemidler er ikke et nyt ord på pumpestationen, hvor handsker, visir og almen hygiejne også før corona var en del af jobbet.
Læs også:







