I ældre tid gik man ikke så meget op i om et markstykke lå på den eller anden side af en kommunegrænse. Gårdejerne havde ofte jord på begge sider af en kommunegrænse uden, at det egentlig var noget man tænkte over.
Af Dines Bogø
Kommunegrænsen ved Maglebylille
Da man planlagde den nye Kastrup Lufthavn i begyndelsen af tyverne, blev jord i Maglebylille fra gården Petersdal eksproprieret og gården nedrevet. Her skulle den nye lufthavn ligge, der skulle servicere luftskibe og vandflyvere.
Man eksproprierede også jord fra den sydligere Østergaard, men da man endnu ikke havde brug for jorden, fik den gård lov til fortsat at eksistere som landbrug til 1943.
Østergårds marker lå op til kommuneskellet mellem Tårnby og Store Magleby Kommuner. I stedet for mange hundrede små markstykker, blev det et stort matrikelnummer (Maglebylille By, Tårnby nr. 130a). Rester af Ryvej ligger i dag som den nordligste vej i dag i Dragør Kommune op mod Maglebylilles jorde (Københavns Lufthavn).
Nordstranden
En del af Nordstranden lå indtil 1974 i Store Magleby kommune.
Rybakkevej var blevet udstykket i 1919 og i tyverne ser man enkelte sommerhuse på nordsiden af vejen.
Der var kun få huse på Skansevej i Store Magleby. De fleste sommerhuse lå i området ved Nordre Strandvej / Nordre Dragørvej på hver side af den daværende kommunegrænse.
Strandstien
Skulle man til Kastrup kunne man fortsætte på cykel eller med hestevogn ad en smal kroget sti, der lå for enden af Nordre Dragørvej.
På stien passerede man Krudthus V, der var opført i 1781.
Videre mod nord var det en mere regulær grusvej op til Krudthus IV. Vejen var anlagt af militæret omkring 1780. Havde militæret fortsat vejen bare 500 m, ville man have kunne køre langs Øresund mellem København og Dragør.
For enden af ”den gl. militærvej” så man Krudthus IV, der var købt af Wilhelm Hammer og indrettet til restaurant i 1924.
Det var dengang man kunne cykle ”Amager Rundt” langs kysten. På ruten lå mange små iskageudsalg.
Da Hammer flyttede til den nybyggede Vilhelm Lauritzen terminal (Luftbanegården, som den blev kaldt) den 11. april 1939 brugte familien Hammer Krudthus IV som privatbolig, indtil Luftwaffe skulle bruge bygningen til kasino (officersmesse).
Fra Nordstranden kunne man følge de mange flyvestævner som forskellige organisationer arrangerede i lufthavnen.
Afspærring
Kort tid efter, at Luftwaffe havde besat København Lufthavn i april 1940 blev Strandstien spærret for passage for lokale. Hidtil havde mange benyttet vejen som smutvej til Kastrup frem for omvejen ind over Amager Landevej.
Luftwaffe ændrede det første stykke af stien ved Store Magleby, så den del også kunne bruges som kørevej.
Mange benyttede Strandstien efter besættelsen, men det kunne kun lade sig gøre efter aftale.
Først fra 2003 kunne alle civile køre langs kysten og det var på den nyanlagte Kystvej, der ligger næsten 1 km ude i Øresund i forhold til den gamle kystlinje.
I dag findes der kun en kort rest af den gamle sti, der fulgte den daværende kystlinje.
I Københavns Lufthavn findes en vej med navnet ”Strandstien”, men det er kun de første 400 m, der følger den gamle sti langs den oprindelige strandkant.