Kim er en af blæksprutterne i Teknisk Forvaltning

Portrætserie: Når vi taler om medarbejderne på rådhuset, bliver Mette, Henrik og Jens let kogt sammen til ”Dem oppe på kommunen”, ofte sagt i en lidt negativ tone. Her sætter vi ansigt på den enkelte medarbejdere og hylder den forskel, de gør. Kim Weilmann er teknisk designer, og står blandt andet for tilladelser til cirkus, cykelløb, loppemarkeder, opsætning af containere og gravetilladelse i Tårnby Kommune.   

Foto: privat

Af Pia Melander Guilbert

En af de mere eksotiske opgaver var, da Kim Weilmann for nyligt skulle give tilladelse til optagelse af en Far til Fire film. Ellers er det mest sager som vejarbejde, cykelløb og opsætning af containere, der skal forbi Kims skrivebord. Ja og så et cirkus i ny og næ.

– Jeg er en slags blæksprutte, konstaterer han og tilføjer, at hans tre hovedområder i Teknisk Forvaltning er: Midlertidig råden over vej, gravetilladelse og tilladelse til overkørsel. Alt sammen områder, der kræver tilladelse, fordi de kan være til gene for den offentlige færdsel.

Et aldrig løst problem

Kim har været offentligt ansat hele sit arbejdsliv og kom til Tårnby Kommune i 2017.

– Tårnby er en god kommune at arbejde i, og jeg er ret glad for min chef. Han stoler på, at jeg selv prioriterer mine opgaver og stiller de spørgsmål, der skal stilles. Vi er fem i afdelingen. De andre er altid friske og positive. Vi sparer med hinanden, når der er brug for det.

Kontakten til den enkelte borger er kort, men det er en stor tilfredsstillelse for Kim at løse de problemer, folk ringer om.

– Yndlingssagerne er dem, hvor jeg bagefter føler, at det lykkedes at finde den bedste løsning, og dem, hvor jeg løser et problem, der måske aldrig har været løst før. For eksempel har der lige været vejarbejde på Englandsvej fra strækningen Løjtegårdsvej til Tårnby Torv. Der var en del udfordringer, men alt klappede.

Foto: privat

– Der var også dengang, Flying Superkids ville bruge den tomme grund på Bøjlevej i Kastrup, fortsætter han:

– Der var bare ikke nok parkeringsmuligheder, så vi ensrettede vejen, ophævede det eksisterende parkeringsforbud, og lavede skråparkering, mens showet var byen. Det var en stor succes, der skulle have forstsat mange år frem, hvis det ikke var for Covid19.

Ustoppelige cyklister

I begyndelsen skulle Kim lige finde tonen, når han for eksempel skulle fortælle stilladsarbejdere, at sikkerheden ikke var god nok, men han lærte hurtigt at sætte sig i respekt. Med tiden har han også gjort den erfaring, at der skal mere end et skilt til at stoppe cyklister:

– Når nogen ringer ind og fortæller, at de har tænkt sig at sætte et fint skilt op, der viser cyklisterne, at de midlertidigt skal køre en anden vej, fortæller jeg dem altid, at det ikke er nok. Hvis cyklister kan komme forbi, vil de prøve at komme forbi. Vi er nødt til at gøre det umuligt for dem, hvis vejen skal bruges til noget andet, eller der er vejarbejde.

Fik du læst historien om Benny, der er socialformidler:

https://amagernyt.dk/2021/04/20/det-giver-mig-et-kick-at-hjaelpe-borgerne/

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?