Forhenværende sognepræst ved Korsvejskirken, Agnethe Zimino, fortæller om St. Bededag
I gammel kristen tradition begyndte dagene altid dagen i forvejen (sikkert inspireret af jødisk skik og brug). Det lyder underligt, men nu, hvor fredag er vores St.Bededag, så begyndte denne dag allerede torsdag aften kl.18. Vi kalder aftenen før dagen for St Bededagsaften.
Faste, bod, bøn
St. Bededag var dagen, hvor man skulle gøre bod – det var dagen, hvor man skulle tænke på sine synder og bekende dem i bøn for Gud og få hans tilgivelse.
Når kirkeklokkerne ringede kl.18 torsdag aften, så ophørte al arbejde. Der var ingen handel, ingen beværtninger eller mulighed for at gå på kroen, og man skulle faste, før dagens tre gudstjenester var overstået.
Når alt stod stille, så var man også sikker på, at folk kom ædru til kirke.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Også bagerne skulle holde fri, så torsdag inden kl. 18 bagte de hveder, med det mål at så kunne folk næste dag varme hvederne og spise dem.
Heller ikke dengang kunne man vente
Vi danskerne kunne heller ikke dengang dy os, men tog på forskud (fuldstændig som vi også gør i december, hvor julen altid begynder før tid), så det gik efterhånden hen og blev en tradition, at de dejlige varme hveder, som kom lige fra bageren torsdag, selvfølgelig blev spist torsdag, når St.Bededag lige var begyndt.
Det fine borgerskab fik så også den vane at spadsere på Voldene i deres fine klæder på denne St. Bededags aften. Og så kunne man passende synge ”Grøn er vårens hæk, kåben kastes væk, jomfruer sig alt på volden sole.”
St.Bededag en alvorlig sag!
Næste dag var en alvorlig dag, og som Danmark med tiden blev ramt af krig, økonomisk krise, pest, så blev St.Bededag dagen, hvor kongen og regeringen kaldte folk til bøn. Der blev ihærdigt og med stor alvor råbt til Gud, og landets synder og fejltrin blev bekendt, og Gud blev bønfaldet, om han ville redde landet gennem krisen. Dagen blev indført af biskoppen over Sjælland Hans Bagge i 1686.
Man lagde adskillige helligdage sammen
Struense – Chr, 7’s livlæge fandt i 1770, at der var for mange helligdage, og udaf 22 helligdage sløjfede han 11, som blev almindelig arbejdsdage. Derfor hedder dagen nu St. Bededag. Struense fredede denne bededag.
Bøn var vigtig
Det var helt naturligt dengang for kirken og myndighedere at tro, at bøn til Gud kunne forandre de alvorlige situationer, som landet stod i.
Bøn og tro var en del af landets åndedræt! Gud blev nødt til at gribe ind, og selvfølgelig kunne man bede ham om alt!
Desværre er bededagen i mange år blevet reduceret til en behagelig fridag eller som en praktisk placering af forårets konfirmationer.
Men jeg ser en fornyet interesse i kirken til at vende tilbage til St. Bededags egentlige formål. Der er også i tiden og måske også netop nu, hvor vi står midt i en frygtelig pandemi, en større åndelig længsel og spørgen efter Gud, efter livets mening, efter svar på vore mange spørgsmål, og der er et råb om hjælp, så bøn ikke er mennesker så fremmed en aktivitet.
Kendte melder sig på banen
Derudover er der efterhånden mange kendte, som åbent fortæller, at de ber til Gud, og at det betyder noget for deres daglige liv at være i kontakt med, som de siger – en højere magt, og deres eksempel inspirerer flere, end vi kan forestille os. Flere bliver meget optaget af Jesus f.eks.
Vi har som mennesker i alle livets både glade og sørgelige stunder brug for både at takke og snakke med Gud om alt det, der rører sig i os.
Jeg tror, St. Bededag kan gå hen og blive en ægte bededag, hvor vi også samles eller hver for sig, bruger dagen til bøn for verden, for Danmark, for vore familier, venner og for os selv.
Godt at dagen ikke blev afskaffet
Det var derfor godt, dagen ikke blev afskaffet. Nu er den der og minder os om, at det nytter at bede, og at vi må nævne alt stort og småt for Gud, som elsker os og gerne vil lytte og svare på vor bøn. Måske vil vi så erfare, at vi får hjælp – måske engang imellem på en anden måde, end vi regnede med – vi fyldes måske af en fred, som kan være hos os og i os midt selv i en pandemi, eller hvad vi nu er ængstelige for, men der kan jo også ske et mirakel!
God St. Bededag!
