Frank arbejder på livets hårde fabrik

Frank Hansen er en almindelig mand på 26 år. Han sælger hjemløseavisen Hus Forbi, og det gør han på Amager..

Frank er en fighter…(Modelfoto)

 

Af Ida Monrad Graunbøl

 

Jeg kommer til at tænke på, at jeg også leverer ord, bare med elektronisk tryksværte på hænderne…

Frank, som jeg møder i dag et sted på Amager, sælger ord hver dag og i alt slags vejr med rigtig blæk på hænderne, og det gør han fantastisk godt.

Hvorfor gør han det godt? Jo, han holder humøret oppe. Han er høflig og serviceminded. Han har ingen fritid. Han arbejder hele dagen med avisen, også nogle gange om natten, han holder sådan set aldrig ferie, det er sådan set ikke en mulighed, han arbejder forbistret hårdt.

Arbejder 24/7

Frank arbejder 24/7, han arbejder hårdere, end jeg nogensinde har gjort  – og kommer til  – og sandsynligvis også hårdere end dig, der læser den her artikel. Det er noget, der gør mig ordløs. Men så hanker jeg op i mig selv og tænker, den der kan, skal. Og når Frank kun har den ene avis, så er der jo også en andre, der kan og skal og har en avis, andre, der leverer historier, deriblandt Amagernyt.

Frank har Nala

Ligheden mellem Franks og min livssituation hører op her. Og hvorfor gør den det? Jo, for det første har Frank en hund, den hedder Nala, den er 13 år, og selvom den er lille, kan den gang imellem tjene som en form for beskyttelse.

Franks hund, Nala

Jeg har ikke en hund, for den form for beskyttelse er jeg så privilegeret ikke at have behov for. Og hvorfor det, hvorfor har en mand på Franks alder brug for beskyttelse?

En ufortalt historie mellem linjerne

Jo, det er fordi Frank sælger hjemløseavisen Hus Forbi. Det er fordi, han ikke har et hjem. Det er fordi, han arbejder på livets hårde fabrik. Og så har han en helt anden livshistorie end mig. Frank blev tvangsfjernet som femårig og boede i en plejefamilie, men som han siger, var det ikke et rigtigt hjem. Og det uddyber han ikke, og jeg spørger ikke ind, der er plads til en ufortalt historie mellem linjerne.

Jeg kunne ikke få lov til at have børnene alene

”Da jeg var 18 år,  mistede jeg min bolig og senere kom mig og min kæreste på et midlertidigt opholdsted, jeg kunne ikke længere bo på opholdstedet, fordi jeg var for ressourcestærk, men min kæreste blev boende, og vi fik børn, mens vi boede der, kommunen lovede os et hjem, og sendte os til en psykiater, min kæreste blev erklæret uegnet til at være mor, men jeg kunne ikke få lov at have børnene alene. Vi skulle have dem som par, og derfor fik vi ikke en bolig.”

Når jeg overnattede hos nogen

”Jeg røg på gaden igen, så eskalerede det, jeg blev vred og syg og begyndte at drikke. Når jeg overnattede hos en bekendt, eller nogen der gav mig lov til at sove på en sofa, så skete der nogle gange meget voldsomme hændelser. Engang var der én, der vækkede mig hele tiden, en anden gang en mand, der satte strøm til mig. Hvis du er svag, så udnytter folk det…”

Frank er ikke en strejfer

Frank har, som han siger, en muggen campingvogn uden for Næstved. Og kommunen er hård at danse med. Han har haft svært ved at få et indskudslån til en lejlighed af kommunen. Der er dét med Frank Hansen, han er ikke en strejfer, som han selv siger det: ” I de perioder hvor jeg boede i en lejlighed, var jeg nærmest lykkelig, og på et tidspunkt lavede jeg også sandwiches frivilligt uden at få løn for det. Det var et fantastisk arbejde, jeg kan godt lide at lave mad, men det var jo lidt svært at overleve og skaffe sig et hjem, når jeg ikke fik penge for arbejdet”.

Frank er ikke ordløs

Frank er ikke ordløs, Frank er ekstremt velformuleret, han fortæller mig sin historie med velvalgte ord og en klar struktur, samtidig har han, på trods af sin livssituation, overskud til at være venlig. Han sender mig et billede af Nala, efter vi har talt sammen. ”Lyset er uendeligt blødt i det billede, skriver jeg til Frank. ”Tak”, skriver Frank ,” jeg er tom for ord.” Og det bliver jeg også efterfølgende. For der er noget ordløst, noget helt igennem ufatteligt på spil. Og det er min pligt at sætte ord på det.

Frank er nemlig ikke blevet hård eller ordløs af livet på gaden, han er en ubegribelig ordrig fighter, en fighter som jeg håber på, Næstved kommune kunne give et indskudslån, så Frank ikke skal bo i en muggen campingvogn. En fighter, der kun bliver ordløs, når han møder venlighed.

Opfordring

Og er så en anden opfordring, støt Hus Forbi’s borgerforslag, så regering og folketing sikrer, at hjemløse, udsatte og sårbare har en lige adgang, som folk i det øvrige samfund, til at få udbetalt egne penge og ret til at anvende dem som betalingsmiddel. Det er let, man sætter sin underskrift på www.borgerforslag.dk

Hus Forbi har ca. 3.000 registrerede sælgere. De fleste er i hovedstadsområdet, men der er sælgere over hele landet, specielt i andre større byer som Aarhus, Aalborg, Esbjerg, og Odense.

Over 6.000 hjemløse

Langt hovedparten af overskuddet fra avissalget går til at købe udstyr og tøj til sælgerne, som de får gratis både sommer og vinter. Hus Forbi driver også en medarbejdercafé for sælgerne i Vanløse. Her tilbydes gratis hundeforsikringer og ydes økonomiske støtte til de ca. 40 sociale organisationer, der fungerer som distributører af Hus Forbi, og som alle arbejder med tilbud til hjemløse og socialt udsatte.

Derudover yder Hus Forbi støtte til, at andre kan udvikle nye aktiviteter, som kommer hjemløse og socialt udsatte til gode. Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, tæller de hjemløse i Danmark. I 2019 var 6.400.

 

 

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?