Tirsdag 18. januar er der KirkeBio i Nathanaels Kirke, og denne gang vises den prisbelønnede film ”The Farewell” fra 2019 i sognegården i Holmbladsgade.
Af Lene Dam Jørgensen
Der er KirkeBio i Nathanaels Kirke tirsdag 18. januar fra kl. 19 i Holmbladsgade 19. Denne gang vises filmen ”The Farewell”. KirkeBio er meget velbesøgt og kendt for at vise film af høj kvalitet. Det gælder også denne gang med filmen ”The Farewell”.
Et sørgeligt farvel
‘The Farewell’ er et drama, der handler om en kinesisk familie, der dels bor i USA og dels i Kina. I Kina bor blandt andet familiens bedstemor Nai Nai, der får kræft, og som kun har kort tid at leve tilbage i. Familien i USA rejser derfor tilbage til Kina under påskud af at skulle til bryllup. Sandheden er dog at de i virkeligheden skal være hos Nai Nai i hendes sidste dage. Bedstemoren får dog ikke at vide at hendes dage er talte.
For barnebarnet Billi, der rejser fra New York til Kina, bliver forsøget med at navigere i løgnen en svær opgave. Med et ben i hver kultur, skal hun nu respektere familiens ønske, med også være tro over sig selv og hendes elskede bedstemor.
En selvbiografisk film
Handlingen bygger på instruktøren Lulu Wangs egne oplevelser, der også blev til en populær amerikansk podcast. Hovedrollen spilles af den amerikanske skuespillerinde, rapper og komiker Nora Lum, professionelt kendt som Awkwafina Hun vandt en Golden Globe for sin præstation i filmen.
Filminstruktøren Lulu Wang modtog prisen Independent Spirit Award for bedste film, og filmen blev kåret som en af de ti bedste film i 2019 af American Film Institute. Lulu Wang har også skrevet, produceret og instrueret adskillige kortfilm, dokumentarfilm og musikvideoer.
Efter filmen har deltagerne mulighed for at blive og debattere filmen over et let traktement.