Liden Kirsten Vej og Prins Buris Vej – bag navnene gemmer sig en kærlighedshistorie, der både er digtet om og skrevet opera over.
Af Michael Engelbrecht
På begge sider af Italiensvej ligger en række veje opkaldt efter sagnfigurer. Bl.a. Ridder Stig og Kong Volmer og Agnete. Her ser vi på en kærlighedshistorie, der både er digtet og skrevet opera over om Liden Kirsten og Prins Boris.
Liden Kirsten var Valdemar den Stores søster, og sagnet fortæller, at engang kongen var på rejse, havde hun forelsket sig i dronning Sofies broder, prins Buris af Venden – og prinsessen var tilmed blevet gravid.
Da kongen erfarede dette, lod han Liden Kirsten kalde op til dans og dansede hende til døde, og han beordrede, at prins Buris skulle have stukket øjnene ud og kastes i fængsel.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Da kongens vrede senere havde lagt sig lidt, tillod han den ulykkelige prins Buris at sidde i fængsel i Vestervig Kloster, og det fortælles, at han om livet havde en lænke, der var så lang, at kunne nå hen til Liden Kirstens grav uden for klostret. Men hans søster, dronning Sofie, hadede dog stadig Liden Kirsten, og da hun kom ridende forbi graven, styrede hun hesten hen over ligstenen, men stenen var ikke så hård som dronningens hjerte, og hestens hov lavede derfor et spor i stenen.
Mange af vore dages brudepar tager ofte forbi og lægger en blomster på graven, da stakkels Liden Kirsten jo aldrig fik en brudebuket, mens hun levede.
Sandheden er dog…
Nu skal man jo ikke lade kendsgerningerne ødelægge en god historie, og så alligevel.
Der er nemlig ikke for to øre sandhed i den romantiske historie. Liden Kirsten (Knudsdatter) var nemlig i virkeligheden gift med den norske kong Magnus den Blinde, der dog sendte hende hjem til Danmark i 1133, da hun sladrede om, at ægtemanden ville udlevere hendes farbror Erik Emune til den danske kong Niels, der havde slået Eriks halvbroder Knud Lavard ihjel.
Det gik i øvrigt Magnus skidt, nogle år efter blev han kastreret og blindet af den nye konge, Harald Gille.
Virkelighedens Buris Henriksøn var slet ikke dronning Sofies broder, men derimod en søn af kong Valdermars grandfætter – et oldebarn af Erik Ejegod.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Buris havde allieret sig med Valdemar den Stores modstander Erling Skakke, men blev fanget og indsat i Søborg Slot, hvor han døde omkring 1167 i en alder af ca. 37 år. Ifølge en anden tradition er prins Buris gravlagt i Borum Eshøj.
Fakta har dog ikke ødelagt historien om Liden Kirsten og Prins Buris’ store kærlighed.
H.C. Andersen skrev allerede i 1833 et stykke til Det Kongelige Teater. Men først i 1845 blev stykket opført med lunkne anmeldelser. Først i 1858, da stykker var skrevet om og Hartmann havde sat musik til, slog det igennem, og Liden Kirsten er med sine over 330 opførelser i København den mest spillede danske opera.
H.C. Andersen fulgte op på successen i dette digt fra 1869. Her er første vers:
Liden Kirsten og Prins Buris
Der var en Duft af det friske Hø,
Og Luften var klar som den stille Sø;
En deilig Stjerne funkled i Øster.
Med Kind mod Kind to Lykkelige sad,
Ret som i Rosen sidder Blad ved Blad;
Det var Prinds Buris og Kongens Søster.
Et kys, endnu eet, saa skiltes de ad.
En Drossel fløited sit Elskovs-Kvad.
I Pragt, med bitter Frugt, stod Tjørnehækken;
Dugdraaber faldt som Taarer ned i Bækken.
I 1962 åbnede arkæologer i øvrigt dobbeltgraven i Vestervig, og de fandt skeletterne er af en kvinde i 30-35-årsalderen og en mand mellem 50 og 60 år. De var søskende og en del ældre end de unge elskende var, da de døde. Men det har ikke ødelagt romantikken. Brudeparrene lægger stadig blomster på graven.
