“Ombold” i Holmbladsgade har påny fået økonomi til at sende et kvindelandshold i fodbold afsted til VM for hjemløse i Californien til sommer
Organisationen “Ombold”, der holder til i Holmbladsgade og som arrangerer fodboldtræninger og stævner for socialt udsatte, har de sidste mange år sendt et mandligt hjemløselandshold til VM.
Vi skal dog helt tilbage til 2015 for at finde det seneste kvindelige hjemløselandshold, der var med til VM. Men takket være støtte fra Den A.P Møllerske Støttefond bliver det i 2023 igen muligt for “Ombold” at sende et kvindeligt landshold til VM for hjemløse, og det skaber stor glæde hos “Ombold” og tidligere hjemløselandsholdsspillere.
Succes, men…
Der er skudt mange bolde i netmaskerne, siden “Ombold” i 2015 satte kursen mod VM for hjemløse, hvor Danmark for blot anden gang stillede med et mandligt og et kvindeligt hjemløselandshold.
Selvom hjemløselandsholdet for kvinder var en succes, har “Ombold” siden da ikke haft de økonomiske muskler til at bære udgifterne til to landshold. Men en bevilling på 640.000 kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond har nu igen gjort det muligt at stille med et kvindelandshold.
Og for direktør i “Ombold”, Martin S. Pedersen, er det særligt glædeligt, da “Ombold” arbejder målrettet på at få flere kvindelige deltagere:
”Vi har været meget åbne om, at vi gerne vil have flere kvinder til at være en del af “Ombold”. 14 procent af spillerne i “Ombold” er i dag kvinder. Det tal skal op på mindst 25 procent inden 2024. Men for at vi skal lykkes med det, så det essentielt, at der er rollemodeller, som målgruppen kan spejle sig i. Og det er lige præcis derfor, at det er så sindssygt vigtigt, at vi endelig igen kan stille med et kvindelandshold.”
Meget mere end en oplevelse
”Der venter bare de kvinder en kæmpe oplevelse!”
Sådan lyder den begejstrede reaktion fra Michele F. Tangstrøm, da hun hører, at der igen skal et kvindelandshold med til VM for hjemløse. Hun var selv med på kvindelandsholdet i 2015, og VM vil for altid være en oplevelse, som hun vil huske tilbage på med stor glæde.
Michele har tidligere kæmpet med stoffer og hjemløshed. Men i dag er hun clean, og har været det i over fire år. Hun har også fast arbejde, en dejlig kæreste og to skønne bonusbørn. Hendes liv har på alle måder taget en positiv drejning, og selvom hjemløselandsholdet ikke var den direkte årsag, så har tiden med holdet alligevel spillet en vigtig rolle.
”Jamen, hjemløselandsholdet blev mit trygge fristed, og oplevelserne med holdet har 100 procent været med til, at jeg er kommet ud på den anden side”
Og meningen med hjemløselandsholdet er da også, at det skal skabe et fundament for en positiv livsændring.
Motivation til forandring
”Når vi udtager spillere til Hjemløselandsholdet kigger vi på fodboldkompetencer, motivation til forandring, lysten til at arbejde med gamle vaner og evnen og viljen til at indgå i et trygt fællesskab. Når vi har etableret det trygge fællesskab, arbejder vi meget med hver enkelt spiller, så de får bedre forudsætninger for at ændre deres liv i en positiv retning,” siger Rikke Sparving, landstræner for hjemløselandsholdet og projektleder i “Ombold”.
En stærk repræsentant
VM for hjemløse bliver spillet i Sacramento i USA til juni, og det store fodboldmæssige mål for kvindelandsholdet er at levere en indsats på banen, som de efterfølgende kan være stolte af.
Op mod VM vil der være regelmæssige landsholdsamlinger. Disse samlinger skal bruges til at pudse formen og taktikken af, men endnu vigtigere er det, at spillerne lærer hinanden at kende, så de kan bygge et stærkt fællesskab, som kan være med til at løfte dem på og udenfor banen.
Ensomhed og isolation
Til VM vil kvinderne samtidig repræsentere alle udsatte kvinder i Danmark. Kvinder som ofte går under radaren hos den brede befolkning, da de primært kæmper med ensomhed og social isolation.
”Selvom det hedder VM for hjemløse, så er kvinderne på landsholdet ikke er hjemløse. De kæmper i stedet med udfordringer som ensomhed, psykisk sårbarhed og lignende, præcis som størstedelen af udsatte kvinder i Danmark gør. Netop derfor vil landsholdskvinderne være perfekte repræsentanter. De vil være et tydeligt bevis på, at man på trods af store udfordringer, kan nå uendeligt meget, så længe man er en del af et trygt fællesskab” fortæller Martin S. Pedersen.
70.000 socialt udsatte
I Danmark er der op mod 70.000 kvinder, der kan betegnes som socialt udsatte, og for mange af dem vil fodbold i trygge omgivelser med ligesindede kunne gøre en positiv forskel. Undersøgelser viser, at kvinder i udsatte positioner kan reducere deres ensomhed og styrke deres mentale tilstand ved at blive en del af et fodboldfællesskab.