Leder af værested: “Ellen var en fantastisk præst…”

PRÆSTE-FYRING: Fhv. leder af værestedet ”Drys Ind” på Englandsvej Ella Ramsdal Pedersen fortæller om arbejdet på det populære værested – og om den store indsats, der blev leveret af den nu afskedigede sognepræst Ellen Margrethe Gylling fra Nathanaels Kirke

Ella Ramsdal Pedersen – tidligere leder af “Drys Ind” på Englandsvej – roser den nu afskedigede sognepræst fra Nathanaels Kirke, Ellen Margrethe Gylling. “Vi havde et fantastisk samarbejde,” fortæller Ella, der i dag er flyttet “hjem” til Jylland, men som stadig kommer på besøg på Amager.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Amagernyt.dk har talt med Ella Ramsdal Pedersen, der igennem 23 år var leder af værestedet ”Drys Ind”.

Drys Ind” har en stor plads i Ellas hjerte. Hun startede selv som almindelig medarbejder på værestedet, men blev senere daglig leder  – et job, hun bestred i hele 23 år, inden hun pensionerede sig sig selv.

”Drys Ind” er et værested for voksne, som kan komme der for at undgå ensomhed, fortæller Ella.

Ella siger, at de mennesker, der kommer på Drys Ind, typisk er blevet alene af vidt forskellige grunde – f.eks. kan de have mistet en ægtefælle eller partner. Det kan også være nogle, som har børn, men som måske ikke har så stor kontakt til dem, siger Ella og fortsætter:

”Nogle af de mennesker, der kommer dér kan have også have været ude i et misbrug f.eks. et alkoholmisbrug og derfor er blevet ekskluderet af forskellige sociale sammenhæng. ”Drys Ind” lavede arrangementer, så de mennesker havde et sted at komme, fordi det er hundrede procent alkoholfrit sted”

Ansatte Ellen Margrethe Gylling
”For tyve år side sad jeg i menighedsrådet i Nathanaels Kirke, og var også med til at ansætte Ellen Margrethe Gylling som sognepræst, og hun var en af vores bedste samarbejdspartnere. Da jeg var i ”Drys Ind”, var der en tæt tilknytning til kirken og kirkens medarbejdere. Der var altid en præst derfra som sad i bestyrelsen, og vi holdt mange større sammenkomster dér. Jeg kunne også godt lide at komme i kirken, og jeg synes, at vi har haft et godt samarbejde,” siger Ella.

Aktiv ambassadør
Den nu  – af uvisse årsager – afskedigede sognepræst ved Nathanaels Kirke Ellen Margrethe Gylling blev ambassadør hos ”Drys Ind”. Hun blev valgt som ambassadør, da Ella havde oplevet hende som et meget engageret menneske, der engagerer sig i det, som hun har med at gøre – både inden for det kirkelige, specielt Mødested Amager, men også på ”Drys Ind”.

”Ellen Margrethe Gylling holdt mange spændende foredrag på ”Drys Ind” og blev ambassadør for værstedet. Hun var meget interesseret i stedet,” siger Ella.

Ella siger, at hun oplevede, at Ellen Margrethe Gylling både som ambassadør og præst var et meget empatisk menneske. Der var mange af dem der kom på Drys Ind som også kom til hendes gudstjenester. De holdt meget af Ellen Margrethe Gylling, fordi hun var en så åben og tillidsskabende person. Der var mange, der kom i kirken på grund af hende. Hun tog sig meget af den enkelte person, som havde brug for det og for hjælp.

Lever op til næstekærlighed
”Jeg oplevede Ellen Margrethe Gylling som et meget omsorgsfuldt menneske på en ægte måde – ikke kun fordi hun var præst, men fordi hun var sådan som person. Som præst  – og det som kirken burde stå for omkring næstekærlighed  – oplever jeg, at Ellen Margrethe Gylling til fulde lever op til,” siger Ella

Ella valgte da også selv at løse sognebånd til Nathanaels Kirke og til Ellen Margrethe Gylling.

Sociale arrangementer vigtige
Ella fortæller ligeledes, at førhen gjorde Nathanaels Kirke meget ud af sociale arrangementer. Der kom mange. Hun gætter på, at der i hendes tid fast kom omkring 25 til 30 mennesker fra Drys Ind. Arrangementerne, sammenkomster og sogneeftermiddage betød rigtig meget for dem. De kunne komme og være en del af det liv, der var i kirken, og så komme til gudstjenesten søndag formiddag. Ifølge Ella var der dengang en sammenhæng.

”Jeg ved fra flere, som jeg stadig har kontakt med på Drys Ind, at de savner det. De føler, at de ikke kender den nye præst på samme måde. Jeg har på fornemmelsen, at der er sket et skred” siger Ella.

Brug for samvær
”Jeg håber, at kirken fremadrettet også satser på nogle sammenkomster, hvor folk synes det er hyggeligt at komme – sådan som førhen. Der var der mange, der havde brug for, og det tror jeg ikke har ændret sig.  Jeg ved, at det betød rigtig meget for de mennesker, der kom dengang. Jeg håber, at det bliver prioriteret. ” siger Ella.

Ella kommer oprindeligt fra Jylland og er efter hun blev pensionist vendt tilbage til jyske, men kommer af og til Sjælland og på Drys Ind. Hun har tidligere rejst rundt og fortalt om værestedet. Ella er også tidligere blevet interviewet til forskellige ugeblade og aviser, hvor hun fortalte om Drys Ind. Derudover har hun modtaget flere priser.

Menigheden i Nathanaels Kirke har – trods mange forgæves forsøg – endnu ikke fået en forklaring på afskedigede sognepræst, Ellen Margrethe Gylling – trods gentagne tilbud herom både til provst og biskop.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?